Papir destillerer lange jamsessions ned til kompakt nær-perfektion

Med et labelskifte fra odenseanske El Paraiso Records til hamborgensiske Stickman, stak Papir – Danmarks måske fremmeste, rendyrkede, instrumentale rockband – også på sin vis af fra en hjemlig, tryg fold for at udforske udlandet.

Albummet der fulgte i hælene på det skifte, ‘V’, var forudsigeligt også trekløverets afgjort mest ambitiøse til dato med en mere end halvanden time lang spilletid og Tortoise-medlemmet John McEntire bag mixerpulten. Hvordan følger man nogensinde op på sådan en kleppert?

Papirs svar er at styre durk i den modsatte grøft. I ledtog med den danske producer Troels Bech har bandet skabt et kompakt lille værk på blot 39 minutter og sølle fire numre. Armbevægelserne er bestemt mindre, men trekløveret har bibeholdt den blidere, åbne og mere nysgerrige lyd fra ‘V’, hvilket resulterer i et album, som sagtens kunne være det hidtil bedste destillat af Papir – hvis man da skulle ud i den svære disciplin at sætte én udgivelse over alle andre i så imponerende en diskografi.

Hos Papir taler musikken i udpræget grad for sig selv. Sådan er det, når bandet er en flok nørder, der navngiver deres udgivelser med romertal, putter lakoniske flader af abstrakt tekstur på deres udgivelser som artwork, og i øvrigt holder kæft, når de jammer og lader instrumenterne føre ordet i jazzede, improviserede udvekslinger, der udkæmper sig i et krydsfelt mellem kraut-, syre- og spacerock-genrerne.

Men skønheden i nærværende album er, hvor legende let Nicklas Rasmussen, Christian Becher Clausen og Christoffer Brøchmann Christensen får deres nørklerier til at lyde og føles. Man skal ikke mange minutter ind i materien, før det fortryllende samspil og den synergiske enighed om det hellige groove tryller lytterens tanker på langfart – op af lænestolen og ud af atmosfæren.

I forhold til tidligere virker det som om, Clausens bas lidt oftere tager føringen i lydbilledet, og Christensens trommer er stadig et par nuancer mere detaljerede og sofistikerede. ‘VI’ er et udpræget hovedtelefons-album, hvor hver gennemlytning afslører nye krinkelkroge og lysninger at sole sig i. Forskellene er dog, udover den beskedne spilletid, marginale, når man holder skiven op mod Papirs tidligere album. Kendere såvel som nybegyndere ud i trekløverets musik samt selve genren i sig selv kan derfor begge fint bide til denne bolle.

---

Kort sagt:
Papir lyder, med marginale justeringer, fuldstændigt som sig selv på deres sjette album. Ambitionerne er skaleret ned fra femmerens halvanden time lange spilletid til 39 slanke minutter, og resultatet er et kompakt destillat af Papirs instrumentale og improviserede rockekskursioner, som især belønner lytteren med hver ny gennemspilning i et sæt hovedtelefoner.