Miley Cyrus vekslede mellem politisk brandtale og grinding af scenegulvet på Tinderbox
Inden koncerten kunne man blandt publikum høre brudstykker af ‘Best of Both Worlds’ og ‘The Climb’ fra Miley Cyrus’ Hannah Montana-æra, men det blonde hår til trods var det langt fra en nuttet og smilende popstjerne, der dukkede op på Tinderbox. Og ærligt talt – det var der vist heller ikke nogen, der havde regnet med.
Iført stramt lædertøj kom Cyrus på scenen og startede showet med Mark Ronson-samarbejdet ‘Nothing Breaks Like a Heart’, hvorefter hun spillede sig gennem fire af sangene fra sin nyligt udgivne ep ‘She Is Coming’.
En musikalsk lidt tvivlsom udgivelse, som man godt kunne have frygtet slet ikke havde fået sit tag i publikum endnu. Men man kunne nu godt høre på ‘Unholy’, at en god del af folket på pladsen allerede var i stand til at synge talstærkt med, og i de rockede livearrangementer fungerede sangene faktisk rigtig godt. Kun den overgearede, kaotiske ‘Cattitude’ faldt fuldstændig igennem, og mens Cyrus fra scenen rappede om, hvor »nasty« hun var og grindede scenegulvet, var publikum ét stort måbende spørgsmålstegn. Nummeret var heldigvis ret hurtigt overstået, og hun begav sig derefter videre ind i den lille hitparade, man havde ventet på.
Den første klassiker fra Cyrus’ bagkatalog kom i form af ‘We Can’t Stop’, der ligesom en stor del af de andre sange optrådte i et lidt rocket arrangement. Her iførte Cyrus sig en studenterhue fra publikum, som hun tidligere havde påtalt med et tillykke og en opfordring til alle unge om at tage deres uddannelse og bruge deres viden til at gøre en forskel i verden.
Selv om Miley Cyrus’ sange er relativt ubekymrede og upolitiske, havde hun taget den aktivistiske hat på fredag aften. Efter hun havde spillet sig igennem sit relativt korte set på kun 12 sange, takkede hun af med lidt af en brandtale, hvor hun adresserede det politiske landskab i sit hjemland USA og beundrede den del af Danmark, hun havde oplevet de seneste par dage. Hele talen klingede meget oprigtigt og virkede især en del stærkere end den lidt for sentimentale, generiske tale om diversitet, som Macklemore havde fyret af på Blå Scene kort forinden.
Hun blev bifaldet med kæmpe klapsalver, da hun nærmest med fråde om munden råbte: »There is no planet B!«
Koncerten som helhed var en virkelig sær sammensætning af sange fra Cyrus’ karriere, og da man troede, showet var slut efter ‘Party in the USA’, kom hun overraskende tilbage for at spille 2010-nummeret ‘Can’t Be Tamed’ og crowdpleaseren ‘Wrecking Ball’.
På trods af, at setlisten var en lille smule tvivlsom (og tilmed lidt for kort), var Cyrus’ nærvær og energiske performance dog nok til, at man gik derfra med en følelse af, at selv om man havde fået en Cyrus, der stak i øst og vest, så havde man fået lige præcis den Miley, man havde brug for.
Kort sagt:
Selv om setlisten var en lille smule tvivlsom, var Miley Cyrus’ nærvær og performance nok til at trække Tinderbox-koncerten i land.
Læs alle vores anmeldelser fra Tinderbox HER.