Annika er festens midtpunkt – men hun er magisk, når hun ser publikum i øjnene
KONCERT. Publikum lyste allerede salen op, da Annika trådte ind på scenen i Aarhus Congress Center til en kølig, trommetung version af ‘Vis mig’. I mørket stod hun som en moderne Daisy Buchanan i glimmer, pels og blå strømper. Utilnærmelig, dragende og fuldt bevidst om sin effekt.
For Annika er en formidabel entertainer i klubformatet. Hun leger med publikum, med sin attitude og det teatralske. De ekstratunge versioner af ‘Knuser hjerter’ og ‘Hun’ var skruet op med ekstra bas og skiftede mellem rødt og blåt stroboskoplys.
Her fremstod hendes vokal som endnu et instrumentalt lag. Hun styrede rummet med overskud, timing og en næsten drillende distance – som en vært, der ved præcis, hvor festen skal hen.
Det var både koncertens styrke og begrænsning. For i de mest tætpakkede arrangementer blev hun også en smule distanceret. Vokalen druknede momentvist i de tunge arrangementer, og det hele blev mere iscenesat end følt. Som på den ellers fløjlsbløde ’Hva det var’, hvor de hviskende elementer af hendes stemme blev udvisket.
Til gengæld ændrede koncerten karakter, så snart der blev skruet ned for bassen og de klubbede fortolkninger. På ‘Livsforladt’ og især i en sekvens, hvor Annika sang en sang, hendes far har skrevet, oplevede vi hende uden klubbens beskyttende lag.
Med blot lidt guitarspil og en tekst, der ramte – »Jeg kunne lægge mig ned i 100 år og vente på, at tiden bare går / Jeg er så jaloux« – trådte hun frem uden filter. Her var stemmen ikke længere et lag, men centrummet. Hæs, skrøbelig og nuanceret.
Det er i de øjeblikke, Annika for alvor bliver magisk, og man mærkede hende særligt, da hun fortalte om sin sangskrivningsproces bag forældrenes klaver derhjemme. For herefter at fremføre en inderlig og nærværende version af ’Tilbage’, mens hun sad alene bag klaveret på scenen.
Da Josva dukkede op til ‘Bliv her lidt endnu’, fik vi ydermere adgang til Annika. Hans rolige, uforcerede vokal trak hende ned i øjenhøjde, og deres grin i slutningen – med armen om skulderen – føltes som et lille brud i facaden. Serenaden her var som et tiltrængt brusebad efter en bytur til klokken seks om morgenen.
Annika er tydeligvis vokset siden sin kometstart. Hun har fået langt større kontrol over sine arrangementer og sit udtryk, men er stadig i gang med at finde ud af, hvornår hun skal give slip. Nogle steder blev det lidt for overarrangeret, som for eksempel en lettere kitschet guitarsolo under ’Luk mig ind’.
Mens alt liret er sjovt, og Annika er en skøn entertainer og femme fatale-partygirl, er hun allerbedst, når hendes mageløse stemme og medrivende sangskrivning kan komme til sin ret.
For hun har allerede publikums opmærksomhed. Det stod soleklart ved afslutningen af den udsolgte koncert, hvor hun spillede publikumspleaseren ‘Stolt’ og snildt kunne have været Lamins båndede vokal foruden. For fællessangen bar hele rummet. Hun stod tilbage og tog det generøse publikum ind: »Aarhus, jeg har lyst til at græde«.
Og det forstår man godt, for det var et publikum, der elskede alt, hvad Annika gjorde. Fra klubben til klaveret.
Kort sagt:
Annika er en karismatisk entertainer med teatralsk snilde, men det er i de skrabede, sårbare øjeblikke, at hun bliver ægte magisk. Her kommer hendes mageløse stemme og medrivende tekster mest til sin ret.