Hypnotisk postpunk: Boundaries fik formidabel debut på Roskilde Festival
At krydse en formidabel Roskilde-debut af på to-do-listen må være den ultimative forløsning for ethvert upcoming band, og den københavnske kvintet Boundaries gjorde præcis dette med en yderst overbevisende optræden.
De tre guitarister, Simon Kjær, Emil Sylvester og Morten Danielsen, udgjorde affyringsrampen til det massive, kuldslåede og hypnotiske valkyrieridt, som Boundaries drog ud på. Fra start viste bandet stor autoritet, så det var selvfølgeligt, at man fik associationer til en ung Steen Jørgensen, når forsanger Mads Grene betvang scenen med sikre barytonfraseringer og myndige knytnævneslag i luften.
Omend bandet påberåber sig postpunk-prædikatet, excellerede de bestemt også uden for dette genrefelt. Anført af Jacob Brøndlunds stammeagtige trommemønster fremstod ‘Endless Chase’ som en veleksekveret krydsning mellem kraut og støjrock, ligesom ‘Always a Way’ selvsikkert stræbte mod shoegazens massive klimakser.
Hele koncerten fremstod som en symfoni, hvor stigninger og fald var nøje tilrettelagt. Således byggedes der mod slutningen op til det store crescendo, hvor den hypnotisk ekspansive ‘Push’ særligt viste Boundaries som et frådende bæst med appetit på og åbenlyst talent til meget mere.
Da koncerten kulminerede i en frydefuld lavine af feedback, lyste taknemmelighed og velfortjent triumf ud af Grenes store smil, mens han kiggede på sine bandkammerater og publikum, der ville have ekstranumre.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival