Artigeardits veloplagte hiphop var den perfekte start på en ny Roskilde Festival-dag
Man havde sine bange anelser før Artigeardits Apollo-show, der ikke bare lå tidligt på dagen, men også skulle fremføres under tilbagevendende regnbyger. Det påvirkede dog hverken den unge, sortklædte rapper eller det fremmødte publikum, som var mere end klar på at starte dagen ud med et skud melodisk hiphop.
Siden Artigeardit gæstede Countdown-scenen på sidste års festival, har han gennemgået en fin musikalsk udvikling, hvor den lyriske rap fra debutalbummet ‘Vildedage’ er blevet suppleret med mere feststemte bangers på et par ep’er. De to aspekter spillede stærkt sammen denne eftermiddag, hvor publikum – alt efter, hvor tæt på scenen man stod placeret – enten var kommet for at feste og moshe eller for bare at synge med på de catchy omkvæd med en formiddagsdrink i hånden. Artigeardit viste med stort overskud, at fest og hiphopvellyd ikke udelukker hinanden.
Når man sammenligner med sidste års lidt hæse optræden, var rapperens levering denne gang mere sikker. Den tilbagelænede, men stadig karismatiske attitude klædte ham fremragende, og han havde tæt kontakt med det dedikerede publikum. Den medbragte trommeslager var samtidig med til at sætte ekstra kraft i de mere eftertænksomme numre, hvilket for eksempel gjorde ‘Bedrehalvdel interlude’ til et overraskende festligt bekendtskab.
‘Vildedage’ og ‘Nyevenner’’ lagde en solid stemning fra start, og energien eskalerede passende støt med nyere, trappede numre som ‘Tempo’ og ‘Airbag’. 45 veloplagte minutter med Artigeardit var den perfekte start på dagen.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival