Robert Plant bragte Roskilde Festival til kogepunktet med rockhistoriske stjernestunder
Det havde været den nemme løsning at fodre et imødekommende publikum med en sikker færd gennem klassikerne, men Robert Plant ville det heldigvis anderledes.
For selv om vi fik store Led Zeppelin-sange som ‘When the Levee Breaks’, ‘Black Dog’ og ‘Babe, I’m Gonna Leave You’, var disse smagfuldt omarrangeret, så genkendelsesglæden blev vakt samtidig med, at ens nysgerrighed blev skærpet.
Plant spillede således ikke åbenlyst på sin tjans som frontmand i 70’ernes største rockband, men lod snarere fortiden implementere naturligt der, hvor han befinder sig musikalsk i dag.
Således var den konventionelle rockbesætning ekspanderet med folkinstrumenter som mandolin, fiol, banjo og dulcimer, hvilket svøbte materialet i et mellemøstligt mystisk skær på ‘Carry Fire’s hypnotiske halvtoner. Udvidelsen i sortimentet hørtes også på ‘Little Maggie’, hvor den ene af The Sensational Space Shifters’ guitarister tog teten med en overlegen rockabilly-solo.
En tilgang, som bevirkede, at Arenas teltdug flere gange var på bristepunktet af publikums jubel. Koncerten føltes som én lang kropslig puls, hvor man konstant blev mindet om den fortryllende kraft, livemusik kan have, når den gribes an med et sådant overskud og formidles så livsbekræftende og inkluderende, som Robert Plant og hans band gjorde torsdag aften.
En rutineret rockløve forstår at slutte på kogepunktet, og Robert Plant takkede af med den mere end 80 år gamle folktraver ‘Gallows Pole’, som blev den endegyldige cementering af, hvordan fortiden kan funkle i nuets flammer.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival