The Libertines

Ikke så sjældent har engelske The Libertines måtte se sig selv som katalysator for en lang række tvivlsomme overskrifter i den britiske musikpresse i det seneste års tid. Kvartettens navnetræk har været at finde i emner så kradse som stofmisbrug, vold og tyveri, men også i det indbyrdes stridsforhold, bandets to frontfigurer og guitarister, Pete Doherty og Carl Barat, selv bærer rundt på.

Nu vil skæbnen imidlertid, at The Libertines smider et sjaskcharmerende rock’n’roll-album på gaden, netop som Pete Doherty er blevet ekskluderet af bandet på grund af et ekstremt heroinmisbrug. Og efter at have lagt øre til de fjorten uprætentiøse og svært iørefaldende sange på bandets andet og selvbetitlede album, kan man kun beklage denne disposition.

For ikke nok med at Doherty skriver blændende melodier – ikke helt ulig The Clashs og The Jams ditto – han tegner sig også for et interessant vokalmæssigt særkende hos The Libertines: De abrupte duetter imellem sin og Carl Barats drikfældige punkrøster, som flere steder er gjort af et både personligt og dybt modstridende materiale.

Således virker den glimrende åbner, ‘Can’t Stand Me Now’, snublende aktuel, når Doherty og Barat diskuterer svigt og skyldspålægning over en serie dinglende skæve guitarfigurer. På samme måde er stridsfugerne trukket dybt op i numre som ‘Campaign Of Hate’, ‘Road To Ruin’ og ‘What Became Of The Likely Lads’, hvor sangtitlerne så langt fra lover ord om bod og bedring.

Men var det så bare fordi, kvartetten sang på et musikalsk skrantende sidste vers, havde alt dette også være flintrende ligemeget. Problemt med ‘The Libertines’ er bare, at Doherty & Co. aldrig har sunget renere – hver for sig, men allermest som ét band.