The Roots

“The legendary Roots crew” er uden tvivl en af de hiphop grupper der høster størst respekt blandt hiphop-fans og helt sikkert den gruppe der er mest respekteret uden for hiphopkredse. Gennem seks albums har rødderne fra Philadelphia spillet sig ind i nærmest alle musikelskeres hjerter og personligt kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har hørt nogen sige, at han eller hun ikke bryder sig om Roots. Der er så sandelig også lidt for hver smag i Roots mange albums for kontinuitet er bestemt ikke det ord der bedst beskriver Roots karriere. Det er derimod originalitet og nytænkning og hvert nyt Roots album er som Forest Gumps chokolader: “You newer know what you gonna get”. Med ‘Tipping Point’ har det ikke forholdt sig anderledes. Jungletrommerne gik at Roots ville vende tilbage til hiphop udgangspunktet efter deres til dato mest legende og udfordrende album ‘Phrenologhy’fra 2002.

Og jungletrommerne talte sandt. Albummet består af ti numre der er blevet til under jam sessions og derefter er blevet hakket og skåret til skarptslebne tracks samtidig med at energien og drivet fra live koncerter som Roots mestrer er forsøgt bibeholdt. Stilmæssigt minder albummet mest om 1996 klassikeren ‘Illadelph Halflife’, med rappen spredt rundhåndet ud over numrene kun afbrudt af et fængende omkvæd og understøttet af ?uestloves sikre trommespilning samt et stemningssættende loop. Og så alligevel ikke, for ‘The Tipping Point’ er alligevel sin egen.

Den solide bund som Leon Hubbards velspillede bass udgjorde på 96 albummet og som var så karakteristisk for 90’er hiphop, står slet ikke ligeså stærkt i billedet på det nye udspil. Karakteristisk for albummet er derimod en, afslappet og mere soulfuld lyd, der er let tilgængelig, men heller ikke vil eller prøver specielt meget. ‘Guns Are Drawn’ er nok det tydeligste eksempel. Beatet lyder som noget ?uestlove kunne spille i søvne. ‘Somebody’s gotta do it’ er et andet eksempel på et silkeblødtnummer der går lige ind, med et velsunget omkvæd af Dave The Dude og et simpelt klaver der hopper op og ned af nogle akkorder. Det fungerer imidlertid fremragende og Black Thougt, Big Mac og især den meget oversete kvindelige rapper Jean Grae spytter rim af fineste karat.

Undtagelserne fra det let tilgængelige er ‘Web’ og ‘Boom!’, der begge er numre fjernet for alt lir for i stedet at lade beat og rap tale alene. På førstnævnte går rapper Black Thought i klinch med lidt blærerim medens ?uestlove understøtter ham på trommer og det er de to elementer nummeret består af. Overgangen til det efterfølgende ‘Boom’ er nærmest flydende. Tempoet skrues lidt op og så kommer albummets højdepunkt og endnu et bevis for Roots originalitet og på at Black Thought hører til blandt de absolut dygtigeste rappere. Nummeret er et hurtigpumpende old school beat hvor legendariske Big Daddy Kane og Kool G Rap supplerer Black Thought med et vers hver – tror man. For i virkeligheden er det Black Thought der giver den som skizofren rapper. Hans imitationer af Kanes klassike flow og Kool Gs lesbende ditto er simpelthen perfekte og er hele albummet værd.

Ingen numre falder igennem på ‘The Tipping point’, men enkelte svage punkter er der. De insisterende syntheziere på første singlen ‘Dont Say nuthin” fænger klimrende, men trætter hurtigt og det tidligere omtalte ‘Guns Are Drawn’ bliver hurtigt direkte irriterende, men udholdes på grund af Black Thoughts messende flow om våbenproblemer. Men fordi så mange af numrene ligner hinanden i opbygning og stemning sidder man alligevel efter track 10 og føler der mangler noget, imedens det obligatoriske hidden track, der er det klart mest eksperimenterende element på pladen på bedste Roots stil runder settet af i baggrunden.

Roots kan mere end det de viser og af og til lyder det simpelthen som venstrehåndsarbejde, da der simpelthen mangler en kant på mange af numrene. At den beherskede skuffelse skyldes, at det lige præcis er The legendary Roots crew vi snakker om er der ingen tvivl om, for det er egentlig et godt album, der endnu engang bekræfter Roots musikalske multitalent og lægger endnu et nyt billede til den musikmosaik som The Roots nu syv albummer udgør.