Suckers

Mangt et bedetæppe i indie-miljøet vender sikkert mod Brooklyn. Det pulserende og befolkningstætte musikmekka har fostret et vildtvoksende økosystem af bands og pladeselskaber i en frodig diversitet af former og farver. Men Suckers er ikke de mest originale nykommere fra NY-oplandet.

Bandet læner sig nemlig op ad deres forstadsnaboer i TV on the Radio i sommetider næsten kriminel grad, med deres kantede og new wave-klingende indierock som fyldet i en sandwich mellem forsanger Quinn Walkers upåklagelige og hvidt soulede David Bowie-hyl og en ukonventionel semielektronisk rytmebund der blander sig sømløst med Brian Aikens robotpræcise trommespil.

Den opløftende og catchy førstesingle ‘Black Sheep’ illustrerer fint denne sammenligning med sine pumpende discorock-rytmer og desperado-refræner. Og selv om inspirationen fra artsfællerne er åbenlys, så løfter den luftigt poppede umiddelbarhed i denne og adskillige andre af sangene dette album op til at være langt mere end simpel og tarvelig plank.

De lave gærder er sjældne og til at overse. ‘It Gets Your Body Movin” har allerede været ude på bandets debut-ep fra sidste år og virker således ret undværlig. Det fløjtede omkvæd på ‘Roman Candles’ bliver hurtigt så irriterende, at man per refleks rækker ud efter spoleknappen. Resten er intelligent pop af særdeles høj klasse, og kan bandet fremover blot distancere sig lidt fra deres mentorer, kan de meget vel også stige i graderne og ende som ligemænd frem for elever i den Brooklyn’ske indiebataljon.