’Tales of the City’: Netflix satser på mangfoldighed, men perlerne er for få
Siden Wachowski-søstrenes ’Sense8’ har Netflix bestræbt sig på at ramme alle hjørner af mangfoldighedslandskabet i deres mere og mere omfattende palet af serier.
’Tales of the City’ skriver sig ind i denne ambition. Men faktisk er det den fjerde miniserie baseret på Armistead Maupins bøger af samme navn om beboerne på 28 Barbary Lane i San Francisco.
Den nye udgave lægger ud med, at Mary Ann Singleton (Laura Linney) kommer tilbage til byen for at fejre sin tidligere udlejer Anna Madrigals 90-års fødselsdag. Det var her, hun for år tilbage efterlod sin datter Shawna (Ellen Page) og (eks)mand Brian (Paul Gross), fordi hun ville forfølge en tv-karriere langt væk.
Hvordan går genforeningen? Finder Mary Ann og Brian sammen igen? Det er starten på en soap-lignende historie tilsat en udforskning af LGBTQIA*-miljøet i byen ved bugten.
Alt sammen er fint og ligefremt, men der mangler også noget nerve og spænding, der giver lyst til at investere 10 timers tid i selskab med karaktererne.
Et par af figurerne er gengangere fra de forrige seriekapitler, og det er både kuriøst og prisværdigt med disse ’Boyhood’- eller Before’-agtige nedslag i menneskernes liv. Hvis blot de havde været mere interessante…
Laura Linney er decideret irriterende – hendes Mary Ann er meget, meget støjende. Hun råber for det meste sine replikker, hvis hun da ikke er nærmest manisk smilende og i modbydeligt godt humør. Måske er overspillet bevidst, men uanset hvad bliver det trættende i længden.
Et skuffende sideplot om, at Anna modtager afpresningsbreve, munder ud i ingenting, udover lidt farce-agtigt opklaringsarbejde. De mest spændende historier ligger hos den homoseksuelle Michael (Murray Bartlett) og transkønnede Jake (Garcia). Om et forhold med en yngre mand kan fungere, og hvordan hiv håndteres i et moderne forhold, bliver forbløffende godt formidlet. Og Jakes attraktion af mænd og hans families accept af hans transition er en af den slags perler, man gerne ville have haft flere af.
Tonen lægger sig et sted mellem ’The L Word’ og ’Looking’. Ikke så melodramatisk som førstnævnte og knap så jordnær som sidstnævnte.
Kort sagt:
Potentialet er stort i ’Tales of the City’s mange interessante historier, men resultatet savner nerve.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: De 20 bedste film på Netflix