Ed Harcourt
»The fears of a father/ don’t scare me/ I am ready for love« lovsynger Harcourt familielivets lyksaligheder på ‘Fears of a Father’, hvorefter der køres på med orgel, kor, pomp og pragt, så man tror, ballonen snart sprækker, og de tidligere så bedrøvet tilrøgede klaverballader, der fik anmelderne til i sin tid at tale om en ny ung Tom Waits, til at blæse langt væk. Men på sit femte album ‘Lustre’, det første i fire år, kæmper den engelske sangskriver med noget, der er kommet til at definere hans diskografi, nemlig selve indramningen af sangene.
Harcourt har utvivlsomt talent. Han komponerer flotte sange på klaver, har en stærk vokal og skriver vedkommende tekster, men det er som om, at det ikke er helt nok for ham. Sangene skal helst finpudses med lag på lag af lydsovs, der fører øret væk fra essensen af Harcourts musik. Måske det er derfor, at debut-ep’en ‘Maplewood’ fra 2001 indspillet på firespors-båndoptager stadig står som hans stærkeste udspil.
‘Lustre’ har dog hjerteknusende stille øjeblikke som ‘Lachrymosity’ om at have let til tårer og hymnen til sindslidelse ‘So I’ve Been Told’, men også forfærdelige ‘Heart of a Wolf’ komplet med kikset ulvekor og det lidt for kække forsøg på at rocke løs på ‘A Secret Society’. Men Harcourt lader i det mindste slutningen af et af albummets bedste numre ’Haywire’ kommentere sin kunstneriske splittelse ved at gentage linjen »It’s not easy being happy/ and get away with it«.