Kellermensch

Da jeg sidste år forelskede mig hovedkuls i esbjergensiske Kellermenschs selvbetitlede debutalbum, var min umiddelbare tanke, at de var en af den slags bands, som ville få masser af kritisk succes men aldrig rigtigt ville komme nogen vegne rent kommercielt. Men heldigvis er der indtil videre meget der tyder på, at Kellermenschs distinkte blanding af dyster, tung rock, sortromantisk sensibilitet og Tom Waits-inspireret skrammel-æstetik også er gangbart uden for landets grænser, da debuten i skrivende stund nu er på vej på markedet i både Storbritannien og USA.

Samtidig med dette har gruppen stykket ‘Narcissus’ sammen – en ep der ud over fire nye numre indeholder gruppens radio-session hos BBC, og en ep hvor Kellermensch forsøger sig med et lidt lysere udtryk og nye virkemidler. Uden dog på nogen måde at forlade det melankolske, romantiske rum som de fylder så smukt.

Det første man lægger mærke til er, at de helt voldsomme eksplosioner fra debuten er lagt på hylden til fordel for numre med en mere harmonisk udvikling. Samtidig er der en klart mere anglofil tone i udtrykket. Titelnummeret vækker med sit dominerende klavertema og knugende tristesse minder om Nick Cave, mens ‘Army Ants’ flirter voldsomt med postpunken.
 
Man fornemmer generelt, at ep’en er en nødvendig øvelse for Kellermensch for at bryde ud af den spændetrøje, som et succesrigt og stilistisk helstøbt debutalbum kan være. ‘Narcissus’ kan ikke måle sig med de bedste øjeblikke fra debuten, men det er et interessant øjebliksbillede fra et band i kreativ bevægelse, og den giver om muligt endnu større forventninger til den officielle toer.