Interpol

Interpols fjerde selvbetitlede studiealbum markerer på flere måder et skifte for de sortklædte newyorker-drenge. Dels er baslinjerne på de ti skæringer Carlos Denglers sidste bidrag i Interpol-regi, dels er bandet tilbage i vante indie-omgivelser efter major-svipturen på forgængeren ‘Our Love to Admire’.

Alligevel er albummet i kraft af de stramme arrangementer og Paul Banks sikre vokal umiskendeligt Interpol. Især på ørehængeren ‘Barricade’ er bandet på fuldstændig velkendt grund, og man forstår Banks, når han synger »We turn to past times«, for nummeret giver i den grad mindelser om bandets tidlige plader – på den gode måde, forstås.

At kalenderen alligevel ikke skriver 2002 er dog hørbart, for Interpol afviger også fra deres stramme skabelon, og numre som ‘Always Malaise’ og ‘Success’ opbygges gennem lange crescendoer oven på en række til tider lidt for sære harmonier. Her kræves meget af lytteren, og det virker ikke helt så effektivt som de mere oplagte hits som ‘Summer Well’ og den desperate ‘Lights’.

Albummet lukker med den halvlange ‘The Undoing’, der er et miskmask af mærkværdig harmonik, spanske gloser og massemodulationer. Og spørgsmålet, man sidder tilbage med, er derfor, om det virkelig er nødvendigt at eksperimentere bare for at gøre det, eller om solide rocksange med et twist ikke kan gøre det alene. Jeg ved godt, hvad jeg synes.