Muses koncert i Royal Arena var bedst, når den var mest fjollet

Min sindsstemning var rimelig ambivalent, da Muse skulle til at træde ind på den flotte Royal Arena-scene. Dels var opvarmningen, Des Rocs, en ret uinteressant, klichéfyldt cockrock-fadæse, dels var de knap 25 minutter forsinkede, og ikke mindst er jeg langt fra begejstret for Matt Bellamy og co.’s seneste album, ‘Simulation Theory’.

‘Simulation Theory’ er et cheesy album, der pakker rimelig tynd samfundskritik ind i store synths, gigantiske hooks og latterlige science fiction-koncepter. Det var der som sådan ikke ændret på til denne turné, men briterne valgte til min store overraskelse at omfavne, hvor corny albummets sange tit ender med at blive. Således bød koncerten på både dansere, adskillige neonfarvede LED-lamper og en masse science fiction-ikonografi.

Rocktrioen havde også medbragt store skærme, der i løbet af koncerten fortalte historien om en ondsindet robot, der ligner en blanding mellem RoboCop og en xenomorph fra ‘Alien’-filmene – til sidst dukkede en kæmpemæssig dukke af robotten op for at blive bekæmpet af Muses rockmusik under deres såkaldte metalmedley, hvor de spillede en række af deres tungere sange.

Dette var efter, Matt Bellamy under en reprise af ‘Algorithm’ dukkede op fra under gulvet iklædt en LED-belagt jakke og en metalhandske, der ledte tankerne hen på både Nintendos Power Glove og Marvels Infinity Gauntlet – alt imens to dansere iført ‘Pacific Rim’-lignende mechsuits stod i hver sin side af scenen, og en række andre dansere bevægede sig rundt på scenegulvet med lyssværdslignende lysrør.

Var det fjollet? Ja. Men det var også virkelig charmerende i al sin kitsch. Det var et ufortrødent angreb mod alt, der traditionelt ville opfattes som ‘god smag’, men det var så gennemført, at jeg ikke kunne andet end at elske det. Jo mere over-the-top, koncerten blev, desto mere trak jeg på smilebåndet.

Ganske opsigtsvækkende var ‘Simulation Theory’-numrene derfor de allerbedste dele af koncerten – og omvendt blev koncerten lidt flad, når bandet tog sig selv mere alvorligt, ofte under ældre materiale. ‘Time Is Running Out’, ‘Hysteria’ og den ellers nye ‘The Dark Side’ endte med at blive præsenteret uden den store fanfare, og når resten af koncerten jo var smurt ind i pompøst sci-fi-guf, virkede det ret tørt, når der ikke var kostumer og effekter over det hele.

Som performere var trioen virkelig ikke noget specielt at overvære. Ja, selv mens den gigantiske robotdukke placerede sig over dem under deres metalmedley, var jeg ved at gå træt i bandets temmelig ensartede måde at agere på scenen – Matt Bellamy oftest med en kende mere patos, end der var brug for, og så ellers rimelig anonyme scenepræstationer fra Chris Wolstenholme og Dominic Howard.

Jeg må dog erkende, at alle tre spillede sangene godt, og numre som ‘Pressure’ og ‘Psycho’ blev rent sonisk eksekveret fornemt. På nogle få punkter, især i instrumentale interludier, blev Bellamys soloer dog lidt belastende – navnligt når han forsøgte at kanalisere Jimi Hendrix’ eller Eddie Van Halens guitarlyd.

Men jeg endte nu alligevel med at blive revet med af det visuelle spektakel, som de stillede op med. Jeg nød at genkende alle de gnidrede science fiction-referencer, og der blev ofte hevet nye tricks op af hatten. Det klæder Muse at være fjollede, og det var netop i de mest fjollede momenter, at koncerten var bedst.

---

Kort sagt:
Muses Royal Arena-koncert var propfyldt med cheesy science fiction-kitsch, og det var netop i de mest fjollede momenter, at bandet var bedst.