Fatso Jetson

Der var engang nogle gutter i Palm Desert, Californien, som arrangerede jamsessions ude midt i ørkenen med generatordrevne PA-systemer. Primus motor i denne bevægelse, som grundlagde stonerrock-genren, var tyksakken Mario ‘Boomer’ Lalli, hans rustvogn samt bandprojekterne Yawning Man og senere Fatso Jetson. Der har længe været forholdsvis stille fra de kanter, da Lalli-brødrene istedet har drevet restaurantvirksomhed, og imens er Mario endda krympet, så han ikke rigtigt fylder bandnavnet ud længere!

Forventningerne til Fatso Jetsons første fuldlængde i otte år er dog stadig retfærdige og forståelige. De punk-priklende, surf-snoede og blues-inficerede ørkenhymner er stadig ultra-potente, mens tilføjelsen af saxofonisten Vince Meghrouni undertiden får bandet til nærme sig den tykbundede og lavfrekvente jazzrock, Morphine dyrkede indtil Mark Sandmans død.

Ttitelnummeret og ‘Let Go’ hamrer fast med syvtommersøm, hvorfor Fatso Jetson er en måske efterhånden obskur, tilsandet og overset men stadig indiskutabel hjørnesten i stonerrocken. Her går den skizofrene, synkoperede rytmebund, Mario Lallis sjældryppende brøl og svedne guitararbejde op i en guddommelig højere enhed.

Albummet befolkes dog mestendels af mere jordnære og konventionelle, men bomstærke blues-arbejdsheste som ‘Jet Black Boogie’ og ‘Golden Age of Cell Block Slang’. Den solide kvalitet gør det mere end tilgiveligt. Til gengæld er instrumentalen ‘Here Lies Boomer’s Panic’ så åndenødsfremkaldende hektisk og klaustrofobisk, at de færreste nok lyster at spendere længere tid i selskab med den. Det er dermed ganske få mellemregninger, der skal overstås, før man kan nyde, at Fatso Jetson på dette comeback lyder som et musikalsk nedrivningssjak – kisteglade for atter at være i sving.