’Stepzologi’: Stepz’ debutalbum viser dansk rap anno 2019 i et vadested
Først var det Sivas. Så Branco. Så Gilli. Og nu Stepz.
Målt på udgivelsesfronten har 2019 været et umådeligt aktivt år for dansk rap, hvor adskillige af landets største stemmer omsider har udgivet længe imødesete album.
MellemFingaMuzik-makkeren Branco forlod Vestegnen og drog ud i verden som imperialistisk gangsterboss på ’Baba Business’, Gilli fulgte omsider sine mange singler op med en reel fuldlængde, og Sivas kiggede indad med en ny guitarlyd på ’Contra’.
Hertil lander ’Stepzologi’, hvor Stepz for alvor skal folde sig ud som soloartist. Men hvor kumpanerne har brugt deres album til at udvide deres stil og antyde nye retninger, er det svært at sige noget tilsvarende her.
Der er groft sagt to slags sange på ’Stepzologi’, der består af 16 tracks og forløber sig over 43 minutter: Der er den klassiske gaderap, som handler om blokken, om at komme frem i verden, få penge på lommen og samtidig være tro mod sig selv, og så er der de velkendte latin-inspirerede tracks, hvor reggaeton-rytmer lægger bunden for bløde synths og spanske guitarer i en dansabel blanding.
Rags to riches-historien ligger som en grundfortælling under hele albummet. »Gik fra en blok til et panoramasyn«, lyder det på den solide ’Panorama’, hvis autotunede melodi og iørefaldende catchiness synes at tegne vejen væk fra Vestegnens betonjungle, men allerede på åbneren ’Terminal 3’ antydes en dobbelthed i den opstigning: »Blokken sidder i mig, om så jeg ikke vil«.
Fortiden er svær at slippe, men ligger der også som et konstant referencepunkt i flere lag. »Plejed’ at komme ind med et koben / nu er det bare penthouse-udseende«, rapper Stepz over et trappet beat, harpespil, spansk guitar og et sitrende korsample på den efterfølgende ’Vladimir Putin’. Det kan høres som en slet skjult reference til landeplagen ’C’est La Vie’, der om nogen sørgede for at få MellemFingaMuzik bredt ud i landet, men kan i sin letkøbte henvisning til den hårdhændede russiske præsident også ses som en fortsættelse af den slags magthaversang, som Stepz allerede har lavet bedre før i form af MellemFingas nyklassiske ’A.P. Møller’.
Som modsætning til gaderappens betonbeats og tekstuniversets maskuline poseren har vi latininspirationen og reggaeton-rytmikken, som den kommer til udtryk på førstesinglen ’Cinco de Mayo’, navngivet efter den årlige fejring af mexicanernes frihedskamp mod det franske imperium. Med to ultrakorte vers, et beat, der synes som taget ud af glemmekassens glemmekasse og et dumt hook, der lever højt på, at de lave frekvenser i Stepz’ vokal er blevet boostet, har vi et yderst forglemmeligt og overflødigt nummer, der selv med en spilletid på under tre minutter når at repetere sig selv for længe.
Man kan med rette spørge sig selv: Har dansk rap vitterligt brug for flere af den her slags tracks?
Medmindre det serveres friskt, veloplagt og melodisk som på den lignende ’BeBe’ (der er noget så sjældent som en sang om en kvinde) må svaret være et nej.
Det lægger sig som en dyne over ’Stepzologi’: Albummet giver ikke indtrykket af en rapper, der prøver at forny sig selv og finde fodfæste i en genre i evig udvikling. Det er i højere grad lyden af en rapper og en bølge, der langt hen ad vejen gentager fortidens bedrifter og ofte på et lavere niveau. Selv Sivas lyder ugidelig og ukarismatisk på den orientalske ’Samurai’, og der er langt op til selv sammes formidable ’Sensei’ fra sidste års udgivelse, ’Ultra’.
Der er med andre ord noget formularisk over hele foretagendet.
Derfor er det kun positivt, når Stepz bryder vanetænkningen og leverer nogle af sine hårdeste bars på ’Dita’ og lader sin gæst Benny Jamz skinne i et vers, der lever højt på rytmiske brud, allitteration, gentagelser og en metafor om konkurrenterne, der tages så tilpas langt ud, at den er ved at knække over, indtil sidste linje hamrer pointen fast som en kendsgerning: »En fugl med én vinge kan ik’ flyve / en hund med ét ben kan ik’ løbe / en huskat er ik’ en løve / forretning kan de ik’ drive«.
Og så er der optræk til noget helt anderledes, når Stepz på ’Inhaler’, et højdepunkt gemt mod slutningen af albummet, lader sin dybe røst klinge hen over et psychrocket sample, der lyder, som er det taget fra en gammel, støvet, dansk vinylplade. Det er et beat, der kunne have været på Per Vers’ ’Knust kunst’ fra sidste år, og det klæder MellemFinga-rapperen nok så meget, som det sætter hans stemme i en helt ny kontekst.
Koblet med tracks som ’Panorama’, den trappede ’Dobbel op’, de melodiske ’5 end 100’ og ’Endnu’ samt den betontunge ’Gimma min del’ er der solide numre at komme efter.
Men holdt op imod sine venners seneste udgivelser kan man også spørge, hvad Stepz egentlig vil sige med ’Stepzologi’? Andet end at han har styr på tingene?
Ikke særlig meget, lader det til. Hvilket måske kan gå an, når hans position ikke er truet, men det er også et noget fattigt kort at spille.
»Stadig her, stadig MellemFinga / stadig M.O.L.O., stadig os, der lægger dagsordenen«, lyder det på ’Panorama’. Og ja, det passer da. Stepz befinder sig i toppen af fødekæden og er med til at sætte dagsordenen.
Men den danske rap befinder sig i et vadested; en situation, hvor man skal til at vælge, om man vil blive ved det velkendte eller gå planken ud og finde på noget helt nyt. Og hvis ikke Stepz og resten af dansk raps tronarvinger begynder at tænke mere nyt – hvilket man delvist ser på ‘Stepzologi’ og mere udtalt hos nogle af kollegerne – ender de snart med at blive overhalet af et nyt slæng, der sætter dagsordenen for dem.
Kort sagt:
Stepz følger i sine rapkumpaners fodspor som soloartist, men bringer ikke meget nyt til torvs. ’Stepzologi’ er gaderap med latininspirerede indslag, og selv om der er stærke vers og små antræk til en ny lyd undervejs, viser albummet dansk rap anno 2019 i et vadested.
Læs også: 15 navne Roskilde Festival bør booke til Orange Scene – inklusive Molo