Kings of Leon

Efter en odyssé der gradvist har fjernet de fire elskelige drengerøve fra Tennessees drævende, strågumlende garagehygge og kørt dem i stilling som hele verdens stadionbetvingere, lader det til, at Kings of Leon med femte album har fundet lidt ro.

Singleforløberen ‘Radioactive’ illustrerer farezonen, kvartetten er havnet i. Fraregnet forsanger Caleb Followills distinkte hyl kunne det her have været et U2-nummer. Brormand Nathans fill-hektiske trommeri nærmer sig her Larry Mullens stil omkring ‘Where the Streets Have No Name’, mens guitar-fætter Matthews effektpedalmani efterhånden har nået samme højder som en vis The Edges grejfetisch. Den polerede arenarock-udgave af løvedrengene har ganske vist erobret tusinder af nye hjerter mod at tabe enkelte oprindelige fans på gulvet, men når det undertiden udelukkende er op til Calebs røst at varemærke familieforetagendets lyd, så er de altså ved at anonymisere sig ud i glemslen.

Variation udsætter heldigvis den kranke skæbne. ‘Back Down South’ er passende betitlet, fordi præstesønnerne her med spillemandsvioliner og blinkende slideguitar klædeligt og kærligt genbesøger rødderne, ligesom mariachi-blæserne på ‘Mi Amigo’ er et friskt pust. For mainstreamradio-lytterne er der næppe et nyt hit i ‘Use Somebody’-klassen. Den håbløst oppustede og Aerosmith-agtigt lagkagerockende ‘Mary’ er oven i købet et foreløbigt, gumpetungt karrierelavpunkt sammen med småforkølet og flegmatisk fyld som ‘Beach Side’ og ‘No Money’.

‘Pyro’ og ‘Birthday’ er til gengæld vemod, der virker. De ligger i tråd med albummets lukker og højdepunkt ‘Pickup Truck’, der med en slagsmålsanekdote peger tilbage mod ‘Aha Shake Heartbreak’s storytelling-orienterede sange. Her skinner Kings of Leon for alvor, men disse øjeblikke er der bare for få af på dette let ujævne album.