- Roskilde Festival: 10 kunstnere, vi drømmer om at se på Orange Scene næste år
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
De Eneste To
I mine øjne er de herrer Simon Kvamm og Peter Sommer først og fremmest blevet to af dansk rocks store stemmer i kraft af deres fremragende omgang med sproget. Ingen af de to er tekniske sangere, men Sommers finurlige omskrivninger af talemåder og Kvamms fragmentariske tag på populærkulturen er både skarpe og underholdende. Det er derfor med visse forventninger, at man lægger øre til perlevennernes fælles debut.
Og lad det være sagt med det samme: Teksterne er ikke blevet dårligere af at være skabt i tosomhed. Vi føres fra hjemstavnshymnen ‘Østjylland Dreaming’ over fortællingen om den glemte Brian-type ‘Morten’ til den præcise udstilling af den desperate pestilens i vennekredsen på ‘Tester’. Skiftevis overraskes man og nikker genkendende i takt. Og det til en musikalsk mikstur der er lige dele akustisk guitar, synthesizer og elektrificerede trommer tilsat uendelige mængder delay-effekt. I de tre nævnte sange fungerer det fremragende, og her virker det faktisk som om, at de to har forstærket hinandens melodiske tæft.
Selvsikkerhed gennemsyrer albummet i såvel sangskrivning som produktion. Desværre betyder troen på egne evner også, at Sommer og Kvamm ind i mellem rammer ved siden af – eksempelvis på den autotunede ‘Aftenbøn’ eller den irriterende The Wong Boys-beslægtede ‘Hell Yeah’ – og derfor er det i sidste ende atter teksterne, der imponerer allermest.
De Eneste To. 'De eneste to'. Album. Copenhagen Records.