Til december lander ’Rise of the Skywalker’, den sidste film i den nye ‘Star Wars’-trilogi, der startede i 2015 med ’The Force Awakens’. Det betyder dog langt fra, at det er slut med stjernekrigsfilm.
Lucasfilm og Disney er angiveligt allerede godt i gang med at planlægge fremtiden for den populære rumopera. Ifølge The Hollywood Reporter mødtes Lucasfilms direktør Kathleen Kennedy og to repræsentanter fra Disney i sommer med Marvel-produceren Kevin Feige for at planlægge franchisens fremtid.
Det blev yderligere bekræftet, da Disneys kreative chef Alan Horn udtalte sig til The Hollywood Reporter og fortalte, at Feige er med i planlægningen af en ny film:
»Efter afslutningen på Skywalker-sagaen vil Kathy (Kathleen Kennedy, red.) starte en ny æra med ’Star Wars’-historierne, og når man ved, hvor stor en fan Kevin er, så giver det god mening for disse to ekstraordinære producere at arbejde sammen på en ’Star Wars’-film«.
Flere spekulerer i, om Disney har inviteret franchise-guruen Feige med om bord på det fremtidige ’Star Wars’-projekt for at se, om han kan vende skuden, efter den seneste spinoff, ’Solo: a Star Wars Story’, ikke var den økonomiske succes, studiet havde regnet med. Hvis nogen ved, hvordan man tjener penge ved billetlugerne, er det nemlig ham. Fire af de ti mest indbringende film nogensinde er Feige-producerede Marvel-film, heriblandt dette års ’Avengers: Endgame’, som overtog førstepladsen fra ’Avatar’ efter at have indtjent 2,8 milliarder dollars.
Men først skal vi altså have afslutningen på Skywalker-sagaen – ’Star Wars: Rise of Skywalker’ har premiere 18. december.
Læs også: Rian Johnson forsvarer sin udskældte ‘The Last Jedi’ – den ærer George Lucas’ ånd, mener han