Dragontears
Tror man høvding Guf Lorenzens ord, bliver der ikke mere Dragontears efter denne rammende betitlede afrunding på projektets albumtriptykon. Ærgerligt, for eksperimenterne hos Dragontears smittede også revitaliserende af på Lorenzens hovedgesjæft Baby Woodrose. Heldigvis lover pressemeddelelsen dog, at flipperiet nu bages ind i moderbandets output fremover.
Cirkelslutningen høres på albummets indledning, de stabilt groovende syrerock-skæringer ‘Two Tongue Talk’ og ‘No Salvation’. Begge er udmærkede fingerpeg om, hvordan Baby Woodrose i fremtiden kunne lyde, når Dragontears-elementerne indlemmes, men også mindre interessante hvis man søger den magi, der for alvor skiller sideprojektet ud fra resten.
Albummets nervecenter, den fantastiske akustiske ballade ‘My Friend’ og den herligt udkullede dronerocker ‘Time of No Time’, er numre, man især bør mindes Dragontears for. Hvis ikke man forelsker sig i førstnævntes hudløshed og glasklare åbenhjertighed, rives man garanteret med baglæns i tiden af sidstnævntes hypnotiserende og mavemasserende orgel- og basfigurer.
Anden akt opædes af to dansksprogede numre: ‘William’, en dyster og paranoia-dryppende hyldest til den afdøde outsider-maler William Skotte Olsen, der blev sær og skizofren af bevidsthedsudvidende stoffer, og ‘Mennesketvilling’. Begge bobler monotont derudaf i båndsalaten og byder desværre på lovligt få krusninger på det 19 minutter vide vandspejl, de krydser, til helt at holde lydtapetfornemmelsen stangen.
Men hvor er det passende at besynge en misforstået særling som Skotte Olsen på dette udmærkede adieu. Dragontears spejler sig musikalsk i hans lysergiske og farverige kunstneriske virke, som lidt for underlige fisk til de flestes akvarier.