Infernal

Lige siden debuten i 1997 har Infernal været en af Danmarks mest driftsikre hitmaskiner. Kritikerroser har der til gengæld ikke været mange af, og selv om det næsten er irriterende forudsigeligt at skulle affeje endnu et af duoens udspil, er der ganske enkelt ingen vej udenom. For med ‘Fall From Grace’ har Paw Lagerman og Lina Rafn nået et nyt lavpunkt.

Det begynder allerede med det indledende titelnummer. Efter en klæg og pseudo-følsom intro eksploderer det hele i hidsige synthesizere og ualmindelig bøvede, maskinelle trommehvirvler, der vælter ud af højttaleren som den berømte elefant i en glasbutik. Der fra fortsætter albummet med firskåren og forceret dancepop, der er lige til en pubertær pubcrawl i Sunny Beach.

Lagermans oppustede produktioner lyder som om, de konstant får en ladning steroider skudt op bagi med overpumpede beats og synth-temaer hentet fra den platteste ende af trance-technoen. Og nok er Rafn en slagfærdig frontkvinde, der gør sig godt på både scener og M!-forsider, men hendes sangstemme er uden nuancer og får simpelthen ikke én til at føle noget som helst.

Det er plasticpop i ordets værste betydning, og med undtagelse af ‘Alone Together’ og singlen ‘Love Is All’ er der heller ikke meget melodisk gods at hente på ‘Fall From Grace’. Det slutter decideret farceagtigt på ‘Think Cavalli, Baby’ anført af Lagerman med splatterfilmstemme og horn i panden. En dårlig joke og for så vidt ganske betegnende for niveauet på ‘Fall From Grace’, som simpelthen er under lavmålet. Forudsigeligt, men sandt.