Danish Music Awards blev aflyst i 2018, men torsdag aften blev der endnu engang uddelt statuetter, da prisuddelingen vendte tilbage med et show i K.B. Hallen.
18 priser skulle fordeles, og både Lukas Graham, The Minds of 99 og Kesi blev kaldt på scenen mere end én gang.
The Minds of 99 vandt aftenen fornemmeste pris for Årets danske album (‘Solkongen’), mens bandet også tog prisen for Årets danske rocknavn. Kesi indkasserede statuetter for Årets danske solist og Årets danske urbannavn, mens Lukas Graham blev kåret til Årets danske popnavn og hertil tog priser for både Årets danske radiohit og Årets danske streaminghit, begge for ‘Love Someone’.
Nicki Pooyandeh blev Årets danske producer, Nik & Jay sejrede som Årets danske livenavn, og så var der priser til Mø (Årets danske sangskriver), Jada (Årets nye danske livenavn) og Clara (Årets nye danske navn).
Årets ærespris gik til Lis Sørensen, mens de to internationale priser for album og sang tilfaldt Billie Eilishs ’When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’ og Lady Gaga og Bradley Coopers ’Shallow’.
Det er den danske afdeling af pladeselskabernes brancheorganisation IFPI, som står bag Danish Music Awards, i 2019 i samarbejde med den nye streamingtjeneste Moodagent. I oktober 2018 meddelte IFPI, at de aflyste det givne års prisuddeling, og at de arbejdede »på at opdatere konceptet for Danish Music Awards«. Det nye koncept blev altså foldet ud torsdag aften med et øget fokus på livemusik, hvor blandt andre The Minds of 99, Jada og Sivas optrådte.
Danish Music Awards 2019: Vinderne
Årets danske album: The Minds of 99 ’Solkongen’
Årets danske gruppe: Benal
Årets danske solist: Kesi
Årets danske radiohit: Lukas Graham ’Love Someone’
Årets danske streaminghit: Lukas Graham ’Love Someone’
Årets nye danske navn: Clara
Årets danske sangskriver: Mø
Årets danske producer: Nicki Pooyandeh
Årets danske live-navn: Nik & Jay
Årets nye danske livenavn: Jada
Årets danske rocknavn: The Minds of 99
Årets danske urbannavn: Kesi
Årets danske popnavn: Lukas Graham
Årets forbillede: Jesper Ry – musikskolechef på Haderslev Musikskole
Årets frivillige: Resource Warriors (NorthSide)
Danish Music Awards’ ærespris: Lis Sørensen
Årets internationale album: Billie Eilish ’When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’
Årets internationale hit: Lady Gaga & Bradley Cooper ’Shallow’