Det er ikke, fordi han fraskriver sig den. Magten, der ligger i rollen som musikredaktør på en kanal, der trækker nogle af Danmarks højeste lyttertal. Men som »ydmyg sønderjyde« har Mathias Buch Jensen lært at gå stille med dørene, fortæller han, da vi en eftermiddag i september sætter os i et sofaarrangement i DR Byen.
Det er nu 2,5 år siden, han overtog positionen som musikredaktør på P3 fra forgænger Lars Trillingsgaard, som inden da havde varmet piedestalen, og ageret skjold for kritikken, i 13 år. Og spørgsmålet om, hvordan det går den 41-årige arvtager, besvarer han med et hurtigt »godt«. Han læner sig tilbage i sofaen og vipper med foden, der hviler på det modsatte knæ. Sokkerne er stribede. Bakkenbarterne mildt gråstænkte. Og på hans sorte trøje står teksten ‘Synthpop’ trykt.
Men det er så også det eneste svar, der i løbet af vores sludder kan klappes i én stavelse. Det ville være synd at kalde musikredaktøren en mand af få ord. Han snakker hurtigt. Sluger sine kunstpauser med kæder af ja’er. Og det varer da heller ikke længe, før trangen til at supplere sin statusopdatering melder sig på banen.
»Da jeg startede, var det min ambition at brede P3’s vingefang mere ud. Og det synes jeg, vi er lykkes med. Vi har taget en række aktive valg om nye ruter, programmer og profiler. Og det har betydet, at biksen i dag er et sted, hvor man både kan lytte til Ed Sheeran og mere alternative, usignede kunstnere«, siger han.
Musik i modvind
I DR’s egne kanalbeskrivelser kan man læse, at P3 er kanalen for de yngre lyttere, der søger alt fra underholdning over playlister til nyheder og sport. P3 er »garant for substans, humor og ny musik«, fremgår det, selv om kanalen gennem årene er blevet beskyldt for at fokusere lige lovligt meget på bøffen i netop den burger: Hurtig vært-pingpong, overfladiske programmer og et overdrevet fokus på få mainstream-musikere. Ja, alt i alt er P3 altså blevet beskyldt for at underminere sine public service-forpligtelser.
Men trods den kritiske kuffert, Mathias Buch Jensen har arvet, har han aldrig været nervøs for at overtage den, fortæller han.
»For mig er formidlingsopgaven lige så interessant og væsentlig som selve udvælgelsesopgaven. Og jeg tror, at den manglende gennemsigtighed tidligere har efterladt en oplevelse af magtfuldkommenhed«, siger han.
Det seneste år – og indtil i sommer – har Buch Jensen derfor, otte timer om ugen, været vært på sit eget program ‘Musikchefen’ med det formål at give lytterne indblik i, hvordan musikken på P3 til- og fravælges. Og når han mener, at P3 har fået et bredere vingefang, så handler det »ikke nødvendigvis om kunstnere, men om udtryk«, fortæller han.
»Vi forsøger konstant at række videre og bredere ved at undersøge, hvor meget generisk pop, vi skal spille, men også hvor meget af det, som differentierer sig fra den helt brede middelvej, vi har plads til«, siger han og tilføjer: »Er vi så ikke drevet af, hvem der bliver signet og udgivet? Jo, selvfølgelig er vi det«.
Kan man optegne P3-spektret i to kunstnere?
»Hvad der forstås som poler, afhænger jo af om man dagligt beskæftiger sig med undergrundsmusik i København eller lytter til radio fra et stillads i Horsens. Men hvis man skal se på det her og nu, kunne kunstnere som Stepz, Branco og Gilli definere den ene ende, mens én som Calby kunne placeres i den anden – en usignet kunstner, som spiller 70’er-agtig singer/songwriter-soul. Det er måske ikke super current, men det er pissegodt produceret. Og så er det en kunstner, som ingen andre tager. Og hvis der er nogen, som skal kunne stå på mål for det, så er det P3«, siger han.
Tilsammen skal polerne tegne et billede af musiklandskabet, som det ser ud lige nu. Og det er langt mindre styret af genrekonventionerne end tidligere, forklarer Mathias Buch Jensen.
»Unge skeler ikke på samme måde til, om musikken passer ned i den ene eller anden kategori. Og det er da virkelig priviligeret, at der er så meget musik, som udfordrer konformiteten. Men når alt er kastet op i luften, så kræver det også, at der er nogen, som forsøger at holde lidt samling på det hele. Som tør sige: Hey, det her er lyden af 2019, selv om den lyd kan være mange ting«, siger han.
Opfostret i et radiostudie
Hvis man, som Mathias Buch Jensen, voksede op i 90’erne, er det imidlertid ikke helt uvant at vade rundt i et musiklandskab, der fremstår som en kluddermor af genrer, lyde og udtryk. Selv tog han for sig af den genrebuffet, der blev serveret på de tyske og danske radiokanaler, der kørte i barndomshjemmet i Sønderjylland. Og det har resulteret i det, som »onde tunger i dag måske nok vil betegne som en manglende musiksmag«.
Derhjemme lyttede storebroren til Kiss, Def Leppard og den tyske sangerinde Sandra. Søsteren havde kunstnere som Leonard Cohen, Sko & Torp og Tracy Chapman stående på vinyl. Og forældrene stak på Tønder Festival, før det blev hipt. Men ellers var musik noget, Mathias Buch Jensen mest af alt havde for sig selv.
»Min opvækst i 90’erne var en musikalsk rodebutik. Derhjemme hørte vi en masse lokalradio. U2‘s ‘Achtung Baby’ var en total milesten for mig. Og ellers lyttede jeg til alt fra The Roots, over Pantera og Rage Against the Machine til elektroniske bands som Leftfield og Prodigy«, siger han.
Som 11-12-årig lavede han med en barndomsven sit første radioprogram på en spolebåndoptager, hvor han speakede hen over optakten til Queen-sange. Og de tidlige teenageår blev brugt på at udvælge plader til sin far, som arbejdede på Radio Kolding. Radiovejen blev med andre ord tidligt lagt. Og siden sin Radio Kolding-karrierestart har han arbejdet først på Skala FM, siden da på P3, TV2 Radio og P7 Mix, før han i 2016 overtog rollen som musikredaktør på P3.
Selv om det i dag er ham, der har det overordnede ansvar for at vælge til og fra i nutidens toner, så er han langt fra så kritisk, når det kommer til sine egne ører.
»Jeg lytter til musik, fra jeg står op, til jeg går i seng. Og jeg går i virkeligheden rimelig retningsløst til det. Det, tror jeg, har været vigtigt i forhold til at kunne se kvaliteten i forskellige genrer. Min smag er derfor meget differentieret, meget eklektisk«, siger han og fortsætter:
»For mig er det evigt interessant, hvordan musik decideret kan bringe pisset i kog hos nogen. Der er folk, der ynder at ytre, at de hader den og den kunstner. Men den følelse forbinder jeg slet ikke med musik. Der er selvfølgelig noget, der går mig mere på nerverne end andet, men det indædte had til en genre, et årti eller en kunstner, forstår jeg ikke. »Jeg hader Nik og Jay« … okay rolig nu. For mig bliver det lidt gymnasie-identitets-agtigt. Det er klart, at man positionerer sig med musik, men så lyt dog til det, du kan lide, og lad resten ligge«, siger han.
Danske talenters fødselshjælper
Overordnet set har en sang to veje ind i et P3-program: Enten vælger en radiovært selv at spille den, eller også har den modtaget tilstrækkeligt mange opadvendte tommelfingre, når P3’s særlige playlisteudvalg, bestående af radioværter og musikredaktører, mødes for at vurdere den musik, som ugentligt ligger i indbakken.
Og kriterierne for at nå gennem det famøse nåleøje er ikke så entydige.
»Der er ikke så direkte definerede grænser for, hvad vi kan spille. Men P3 er jo ikke en rendyrket musikkanal som P6 og P7, hvor man hele tiden har en vært, der kan fortælle, hvad og hvorfor man hører, hvad man hører. Og det påvirker udvalget af den musik, vi spiller«, siger Mathias Buch Jensen og fortæller, at det er en konstant afvejning af, hvad der passer ind hvor og hvornår i programmet.
Det er del af vores eksistensberettigelse, at vi er med til at skabe kunstnere
»Vores lyttere skal have en blandet lytteoplevelse, så de ikke føler, at de bliver tvangsfodret med hverken maskinepop eller håndspillede, inderlige mænd med en guitar fra morgen til aften. Og så skulle der gerne være en rygrad af genkendelighed, så man ikke kun føler, man har musiklektier for«, siger han og fortsætter:
»Så vi vælger kunstnere med blik for det samlede billede. Vi overvejer selvfølgelig, hvordan en bestemt sang gør sig kl. 7 om morgenen efter et indslag om Syrien, og derfor er nogle sange ‘bare’ valgt som tre minutters godt selskab. Andre er valgt, fordi vi forventer, at de vil tilføje noget til vores brandværdi. Nogen vi satser på. Det er del af vores eksistensberettigelse, at vi er med til at skabe kunstnere. Og første gang vi spillede Benal, kan jeg ikke forestille mig, at der var nogen, der tænkte: »Det er da en ren Arena-booking til Roskilde««, siger han.
Hvor meget af det, du kalder musiklektier, spiller I på P3?
»Jeg forstår godt, at man som musiknørd kan lede efter det alternative touch, men når man rammer 1,8 millioner lyttere om ugen, så kan alle ikke blive tilfredse. Og selv om mange af vores lyttere godt kan lide musik, så er det ikke dem, der står nede på Ideal Bar, Loppen eller Stengade i weekenden. Derfor spiller vi noget genkendeligt for dem – for dermed at få muligheden for også at præsentere dem for noget helt andet. Og der har vi, som Soundvenue, vores posterboys og -girls«, siger han.
Hvem er P3-lytteren?
»Du får mig ikke til at sige, at det er 22-årige Louise, der er sosu-assistent i Vejle. Det handler mest om mindset. Én, som er nysgerrighed på livet – hvad end det kommer til sexliv, musik eller samfund. Og hvis man ser sig selv som et dødeligt interesseret musikmenneske, kan man sagtens lytte til P3, men jeg håber også, de får stilles deres behov andre steder«.
Hvad er alsidighed for dig?
»En blanding mellem noget nyt og ikke-etableret, et mellemlag og nogle A-navne. Men fælles for dem alle er, at de ikke er bedre end deres seneste single. Det synes jeg skal og bør være et mantra. De bliver nødt til at have følelsen af, at der evigt er nogen, som bider dem i røven bagfra for at blive den næste nye. Hvis ikke der er nogen, der anstrenger sig og gør sig umage, så udvikler branchen sig jo ikke«.
Sidste år indgik DR en ny public service-kontrakt med Kulturministeriet, som indebærer, at blandt andre P3 skal spille 48 procent dansk musik. Og det betyder, at visse sange i dag ryger på listen, udelukkende fordi de er danske, fortæller Mathias Buch Jensen.
»Der er heldigvis en masse godt at tage af, men det kan samtidig betyde, at vi ender med et dansk afkog af den udenlandske kunstner, som virkelig har noget at byde på. Men det er bare den virkelighed, vi også opererer i«, siger han og forklarer, at sangene som udgangspunkt skal have en levetid på et par måneder og dernæst gerne kunne overgå til »P3-efterliv«, frem for bare at blive skyllet ud med badevandet. Og alt det diskuterer de særligt udvalgte i musiklogen med intentionen om at skabe en »aktiv musikpolitik«.
»Der er så og så mange sange, der kan spilles i døgnets 24 timer. Og det kræver aktive valg, hvis man vil være med til at hjælpe danske kunstnere frem. Jeg har ikke noget imod hurtige hits, men det langsigtede mål – og grunden til vi adskiller os fra andre kanaler – er, at vi gerne vil skabe kunstnere, som også eksisterer om to, fem, ti år. Og hvis det skal lykkes, så nytter det ikke noget kun at spille en sang kl. 23.30 en torsdag aften«, siger han.
Ligestilling i radioen og andre russiske byer
Det vakte ikke overraskende ramaskrig, da Gramex i sommer udsendte deres opgørelse over, hvilke kunstnere radiostationerne spiller allermest. For tredje år i træk var der ikke en eneste kvinde at spotte på top-10 over de mest spillede artister. Og det fik blandt andre musikeren Anya til tasterne.
»Ligestilling i den danske musikbranche er stadig en by i Rusland«, skrev hun i en udmelding på sin Instagram-profil, som hun supplerede med et debatindlæg hos Soundvenue, der fik en række musikere til at følge trop i kritikken.
Og det er en »super relevant debat«, lyder det fra Mathias Buch Jensen.
»Jeg forstår godt, at der er nogen, som med rette bliver frustrerede, vrede og kede af det, når sådan en opgørelse lander. Og det er sådan set ikke for at sidde her og vaske hænder, men på det her område har jeg mit på det tørre. Jeg kender vores repræsentationer af kvinder og mænd, og hvis vi smelter danske og udenlandske kunstnere sammen, så hedder den 60/40 i mændenes favour«, siger han og tilføjer:
»Så det er slet ikke, fordi vi har en kvindeforskrækkelse. Men vi har heller ingen kvoter. Jeg arbejder altså ikke efter et kvindedogme, hvor vi spiller dem, der ellers kunne finde på at skrive et surt Instagram-opslag. Vi spiller det, der har en kvalitet«, siger han.
Mathias Buch Jensen understreger, at opgørelsen breder sig, ikke bare over DR’s kanaler, men de kommercielle radioer, som sidder på 25 procent af markedet. Og når kvinderne ikke finder vej ind på top-10-listerne, så vækker det en helt anden problematik, mener han.
»P3 spiller rigtig mange kvindelige artister. Breaker dem som Uungåelige og sætter dem på P3 Guld-scenen. Anya, Soleima og Jada har vundet P3 Talentet, mens Mø har vundet hovedprisen. Jeg kan spille dem fra nu af til solen går ned, men det ændrer ikke meget, hvis de kommercielle kanaler ikke samler dem op. Hvordan kan det være, at Mads Langer, Lukas Graham, Scarlet Pleasure og Hugo Helmig kan gøre sig på Nova, Pop FM og Voice, når de ikke engang gider spille Mø? Hvorfor lykkes den transition ikke? Er det den gamle sang med, at unge kvinder i popmusik ikke formår at blive ældre med musikken, eller fordi de bliver holdt ude af midaldrende, cis-kønnede, heteronormative mænd? Det er en relevant og vigtig, men også über-kompleks diskussion med rigtig mange vinkler og nuancer, som risikerer at blive kogt ned til, at den eneste løsning er »spil flere kvinder«. Det er også en del af det, men der går også en hel del forud for det«, siger han og fortæller, at uanset hvad, er det en diskussion, han gerne tager i og uden for branchen.
Hvor mange mænd sidder I i playliste-udvalget?
»Mængden af kvindelige radioværter er heldigvis større, end den har været længe. Så hvis vi sidder seks, så er der måske to, der er kvinder. Men køn fylder ikke noget i det rum. Det handler om den enkelte sang, og hvordan den påvirker os«.
Men kunne man ikke forestille sig, at repræsentation spiller en rolle, når det kommer til, hvordan de enkelte sange påvirker henholdsvis mænd og kvinder?
»Jo, helt sikkert. Og selv om jeg kan nævne en pænt lang liste over de kvindelige kunstnere, vi spiller på P3, så er det ikke ensbetydende med, at det er godt nok. Men hvad er målet? Er det 50/50? Hvornår er vi lykkes? Det synes jeg i bund og grund først, vi er, hvis vi bringer de bedste sange til fadet. Ingen ønsker en plads, bare fordi de er kvinder. Nogen vil måske skyde mig en bias i skoen, fordi jeg ser ud, som jeg gør og har det køn og den alder, jeg har. Men hvis jeg har blinde vinkler, så får jeg dem syv-ni-tretten dækket ind af de andre omkring bordet«, siger han.
Når det så er sagt, så er Mathias Buch Jensen fuldt bevidst om tyngden af den stol, han har indtaget for enden af bordet, hvor det i sidste ende er ham, der kan sige »ja« og »nej« til nye kunstnere. Og ham, der kan tage fejl med begge ord.
»Hvis man skal være højstemt og oppe på de helt store nagler, så kan det jo være med til at definere, om nogen skal have en karriere eller ej. Men jeg bilder mig ind, at jeg har bibeholdt en respekt for den magt, der ligger i udvælgelsen«, siger han og læner sig tilbage i sofaen.
»Men P3’s rolle har ændret sig de seneste ti år. Det er ikke sådan, at en plads som P3’s Uundgåelige er lig med en karriere. Heldigvis er der mange andre måder at lykkes på. Nogle klarer sig live, andre i radioen, mens nogle styrer hele streaming-gamet. Meget få alle tre«.
Et fragmenteret lydlandskab
Da Mathias Buch Jensen for 2,5 år siden overtog chefstolen på P3 udtalte han i et interview, at han ville være ked af, at P3 i fremtiden blev opfattet som en »lang pølse af det samme«. Men hvordan ser det egentlig ud på pølsefronten i dag?
»Jeg erkender, at risikovilligheden i perioder har været til at overse. Men jeg synes, at vi er kommet langt. Og jeg ser gerne – og det kommer vi også til – at vi slipper håndbremsen endnu mere«, siger han og stopper så sin egen tankerække:
»Ikke sådan hovedet-under-armen-agtigt. P3 skal ikke være en musiktombola, hvor man kan være heldig at trække et godt lod mellem nitterne. Men vi skal stadig udfordre spændvidden og blive ved med at rykke rammerne for, hvad musikopdagelse og musikformidling på P3 er og kan være«.
Og når chefen i dag skuer hen over det danske musiklandskab, kan den opdagelse gå i mange retninger. Det er »vanvittigt fragmenteret i ordets bedste forstand«. Og hvem der tager teten som den næste nye danske kunstner – det er svært at sige.
»Der er stadigvæk masser af popbangers, urban lever stadig, der har været en bølge af håndspillet, organisk musik. Og så har der været den her kæmpestore driver af kunstnere, der innoverer fuldstændig på de klassiske genrer. Inden for samtlige af de genrer, som er relevante for P3, kan jeg finde noget interessant. Der er så mange hylder at hive hits ned fra. Og den næste nye kan lande i landskabet med et enkelt nummer«, siger han og tilføjer:
»Og hvem ved, måske tikker den næste store ind i min indbakke lige nu«.