KOMMENTAR. »Og kvinderne? Dem er der stadig ikke én (!!!) af på nogen af årets tre top 10-lister. Nu er det tredje år i streg …«
Sådan skrev Gramex i forgårs i deres nyhedsbrev, som de sendte ud i forbindelse med årets største Gramex-udbetaling. De tre top 10-lister rummer de største danske radiohits, de mest spillede musikere og de mest spillede hovedartister i dansk radio i 2018.
Listerne havde et fællestræk, nemlig at der ikke var en eneste kvinde på nogen af dem. Jeg læste nyhedsbrevet, mens min kæreste prøvede shorts i en tøjbutik. Synet af de tre mandedominerede lister fik mit pis i kog, og inden jeg havde set mig om, havde jeg postet en story på Instagram, som handlede om, at der stadig er en del arbejde foran os i forhold til at opnå ligestilling i den danske musikbranche.
For vi har ikke ligestilling i den danske musikbranche. Punktum. Det kan godt være, at mænd og kvinder formelt og principielt har de samme muligheder, men jeg oplever, at der er indlejret en række strukturer og dynamikker i branchen, som påvirker kvinders muligheder for at slå igennem med deres musik.
Jeg tror ikke på, at det er tilfældigt, at der kun er mænd på top 10-listerne. Og jeg tror slet ikke på, at det er fordi mænd laver bedre musik, eller at danskerne bedst kan lide at lytte til mænd. Jeg tror, at situationen skyldes, at der sidder en række gatekeepers i branchen, som ikke er beviste om at skabe plads og rum til alle de talentfulde kvinder, der laver musik i dagens Danmark. Med gatekeepers mener jeg de mennesker, der bestemmer, hvad der skal spilles i radioen, hvilke artister, der skal signes på pladeselskaberne, hvem der skal bookes til festivalerne, og ikke mindst hvem der skal playlistes på streamingtjenesterne.
Alle de her mennesker har et ansvar for at skabe et mere nuanceret og repræsentativt billede af musikken i dag. Og jeg prøver ikke på at udskamme nogen eller bebrejde nogen. Men jeg vil argumentere for, at det er afgørende, at vi sætter fokus på problemet. For det er et problem. Et strukturelt problem, som vi skal angribe fra flere forskellige vinkler.
En mere rummelig musikindustri
Vi skal tage bestik af, hvordan branchen ser ud i dag, og gøre op med nogle af de dybereliggende normer i samfundet, som påvirker kvindernes rolle på musikscenen. For eksempel synes jeg, at skal vi opfordre vores små piger til at begynde at spille ‘drengeinstrumenter’ og til at lære at producere musik. Og så skal vi give dem mod til at kaste sig hovedkulds ud i at spille, skrive, synge, råbe, producere, mixe, søge jobs som musikchefer, blive direktør for pladeselskabet og gå efter formandsposten i bestyrelsen. Måske skal vi endda tale om, hvordan vi får indrettet branchen, så man kan gøre alle disse ting med en baby på armen eller en baby derhjemme. Vi har brug for bevidst forandring for at skabe en mere alsidig og rummelig musikindustri.
I den forbindelse får jeg lyst til at påpege, at det her ikke kun handler om kvinder. Mit post på Instagram udløste et hav af reaktioner. Der var en masse mennesker, som stemte i og bakkede op, og skrev konstruktive forslag til, hvordan vi kan få flere kvinder ud gennem radiobølgerne. Der var naturligvis også en masse, der nægtede at anderkende, at top 10-listerne havde noget med ligestilling at gøre, og opfordrede os kvinder til at droppe offerrollen og lave noget bedre musik (wow).
Og endelig var der et par stykker, der gjorde mig opmærksom på, at top 10-listerne ikke kun mangler repræsentation fra kvinder. Der er heller ikke rigtig nogen brune eller queer mennesker at finde på listerne. Jeg fik en tankevækkende besked fra en ung musiker, som hverken identificerede sig som mand eller kvinde, og som på ingen måde følte sig velkommen i den danske musikbranche. Jeg svarede, at der selvfølgelig skulle være plads, og at vi måtte klø på og kæmpe kampen, indtil der var plads til alle.
For jeg tror på, at vi får bedre musik, hvis vi får det fra flere vinkler. Vi skal da lytte til sange, der tager afsæt i erfaringer fra alle slags mennesker. Ikke kun mænd. Og vi skal have rollemodeller fra flere forskellige samfundsgrupper, som vi kan spejle os i. Ikke kun mandlige.
Nu smøger vi ærmerne op
Det var ikke kun mig, der råbte op i forgårs. Top 10-listerne udløste reaktioner fra en lang række af mine kvindelige kolleger, og resultatet er, at der lige nu er en fuldstændig fantastisk stemning af fællesskab og samarbejdsiver. Nu smøger vi ærmerne op og tager ordentligt fat i arbejdet med at ændre det her system.
Fallulah har allerede været i gang i et års tid og har sparket røv med Hej Søster-bevægelsen. HUN SOLO-koncerterne er blevet et vigtigt vindue til at bevise kvindernes værd på livescenen, og der er igangsat en række mentorprojekter, som hjælper de unge og nye kvindelige musikere frem, som for eksempel She Can Play og PopPilot. Der sker en masse fede ting, og det gør mig så glad at mærke, at alle disse kvinder støtter, hjælper og opmuntrer hinanden. Catfight og kvindekonkurrence er pissekedeligt, og vi har ingen interesse i det. Der skal være plads til os alle sammen, så vi kan bruge hinanden og nyde hinanden.
Når man taler om ligestilling, vil man uundgåeligt møde modstand, og der er mange, der oplever vores opråb som klynkende. Mange af dem, der skriver til os og kommenterer på vores posts, synes, at vi indtager en offerrolle. Men i virkeligheden prøver vi at gøre præcis det modsatte. Vi vil arbejde og kæmpe og bevise, at kvinder har lige så meget berettigelse på top 10-listerne som mænd. Tænk for eksempel på al den fantastiske popmusik, der blev lavet i 80’erne. Tænk på Shit og Chanel og Anne Linnet Band og Ray Dee Oh og al den gode musik, der hittede dengang. Jeg bliver lykkelig ved tanken om alle de kvinder, der lavede musik sammen og spillede koncerter sammen og satte deres aftryk på den danske musikhistorie sammen.
Hvis vi skal kunne gentage den succes, kræver det dog, at alle de forskellige aktører i musikbranchen husker kvinderne, og at der er øget bevidsthed omkring at ‘god musik’ ikke nødvendigvis kræver en mandlig afsender.
Læs også: Anya: Her er 10 sange, der har defineret mig – fra James Blake til Lionel Richie