Sun Airway

Flimrende synthkaskader, småpsykedeliske popmelodier og natursamples – alt sammen gennemsmurt i distræt rumklang. Det lyder måske for de fleste som trendy indiepop 101, men ikke desto mindre er det præcis dette hippe udtryk, Philly-duoen Sun Airway rammer. Og ja, gu’ læner det sig op ad ’Merriweather Post Pavilion’, men når man ser bort fra det, er der ingen tvivl om, at debutalbummet er en fantastisk popplade!

Allerede fra de første syntetiske klokkespilslydende synthflader klinger frem på åbningsnummeret ’Infinity’ anlægger Jon Barthmus og Patrick Marceill en ambitiøs og selvsikker stil, hvilket de gennemfører til stor tilfredshed. Det er et gennemtænkt og formfuldendt værk, hvor lytteren bliver smidt ud på en masse forskellige musikalske afveje, men aldrig uden at miste fornemmelsen af albummets helhed og røde tråd.

Generelt er bundniveauet højt, der findes ingen halvhjertede fyldnumre eller malplacerede ballader. ’American West’ og ’Oh, Naoko’ er noget af det mest potente popmusik, jeg har hørt utrolig længe, og Jon Barthmus’ lækre og drillende drengevokal ligger perfekt i mixet på den luftige produktion. I den mere afdæmpede ende af spektret brillerer Philly-drengene specielt om den omsvirrende og smukke ’Swallowed by the Night’ og den syv minutter lange lukker ’Five Years’.

Sun Airway lægger ikke skjul på at de følger trenden, men hvorfor skulle de også være banebrydende, når det de gør er så fantastisk? Brooklyn, your move!