Der har været et stykke mellem Pixars nye filmfortællinger, men nu har vi fået teaseren for næste års jazzede ‘Soul’.
Meget lig instruktør Pete Docters mesterlige Pixar-film ’Inside Out’ fra 2015, er det igen menneskets indre liv, der udforskes.
Denne gang med en filosofisk fortælling omkring spørgsmålet: Hvad vil jeg huskes for her i verden? (Hint: Gerne et par gode gerninger.)
’Soul’ handler om musiklæreren Joe Gardner (Jamie Foxx), der drømmer om en karriere som jazzmusiker. Da han endelig lander sit første job, falder han uheldigvis ned i et kloakhul og transporteres til en anden verden. Her møder han 22 (Tina Fey). En sarkastisk teenager, der ligesom han er fanget i den mystiske kloak. Sammen forsøger de at finde tilbage til den virkelige verden, men rejsen derhen kommer til at kræve store mængder af selvindsigt.
Det er lagt op til et eksistentialistisk og rørende eventyr, som forhåbentligt rammer nogle af de samme toner som førnævnte ’Inside Out’, som vi her på Soundvenue belønnede med fem funklende stjerner – og kaldte »en af Pixars bedste«.
’Soul’ får biografpremiere herhjemme 27. august 2020.