‘Inderst inde’
En plaskvåd mandag kæmpede jeg mig igennem den københavnske monsunregn. Frysende gennemblødt og med vand svuppende i skoene sprang jeg i sidste sekund ind i biografen, væltede larmende over trapperne, spildte min hastigt skænkede kaffe ned af frakken, kravlede op i nærmeste sæde, spildte resten af kaffen i skødet, fumlede de duggede 3D-briller på plads – og smed utilsigtet det våde overtøj i hovedet på min sidemand. God-fucking-morgen.
Men overlad det trygt til Pixar at trylle gråvejrshelvedet langt pokker i vold. Med den sprudlende morsomme og tudbrølende rørende ’Inderst inde’ har selskabet, der gav os animationsmesterværkerne ’Toy Story’ og ’Up’, skabt en formidabel fabel, der simpelthen gør verden til et lidt bedre sted.
’Inderst inde’ zoomer ind på det spektrum af farverige følelser, der udgør livets forvirrende ulogiske rutsjebaneturer. Hvorfor er vi lykkelige det ene øjeblik og dybt melankolske det næste? Det er da, fordi et kontrolpanel af små væsner trykker på knapperne i hjernen!
I ’Inderst inde’ bliver 11-årige Riley således ’styret’ af optimisten Glæde (Amy Poehler), pessimisten Sorg (Phyllis Smith), snobben Afsky (Mindy Kaling), bangebuksen Frygt (Bill Hader) og bissen Vrede (Lewis Black). Med nænsomhed og tosset spontanitet dirigerer følelsesvæsnerne Riley og lagrer dagligt hendes minder i form af lysende ’glaskugler’. Disse deles op i vigtige kerneminder og dem, der kasseres til glemslens mørkedal for at frigive plads i hukommelsen.
Takket være Glædes diktatorisk positive dominans er Riley forældrenes solstråle, som smiler tappert, selv da familien flytter fra idylliske Minnesota til en uhyggelig rønne i San Francisco. Sorg kan imidlertid ikke holde pilfingrene i ro, og da hun inficerer barnets kerneminder med tungsind, går der koks i Rileys følelsesliv. Glæde og Sorg forvilder sig ud af kontroltårnet, og pludselig er rattet overladt til Afsky, Frygt og Vrede.
Rileys forældre fortvivler over datterens karakterskift, og Pixar orkestrerer mesterligt skildringen af barnets smertefulde splittelse mellem desperat at ville please sine omgivelser og trangen til at græde hjertet ud i erkendelse af, at livet alligevel ikke er lutter leg og trygge rammer. Den første alvorlige eksistentielle krise rammer typisk omkring 10-års alderen, og Riley rammer den som en murhammer.
For at vende tilbage til hovedkvarteret må Glæde og Sorg igennem Rileys underbevidsthed, hvor både en elsket fantasiven, og grelle mareridt huserer. Også nattens drømmefabrik får vi underholdende indsigt i, mens pigens afgrundsdybe tristesse, i takt med at barndommen farves af det spirende voksenlivs bekymringer, giver en seriøs klump i halsen.
’Inderst inde’ er en tankevækkende fornøjelse, hvor gakkede animationskrumspring aldrig overskygger budskabets vigtighed. Nok er glæde er en livsvigtig drivkraft i tilværelsen, men det er først, når vi anerkender sindets regnvejrsdage som en uomgængelig del af livet og tør tale åbent om sorgerne, at vi for alvor bliver hele mennesker.
Kort fortalt:
Med sin gakket opfindsomme fortælling om de små ’følelsesvæsner’, der styrer pigen Rileys personlighed under hendes første eksistentielle krise, slutter Pixars nye film sig til animationsselskabets absolut bedste. Her er farverig underholdning for hele familien, men det er de voksne, der vil snøfte ned i kleenexen undervejs.