Den første trailer til musicalstorproduktionen ’Cats’ blev latterliggjort af alt og alle – ikke helt ufortjent.
Den seneste trailer følger i fodsporene på den første, der skabte ramaskrig på grund af det sære valg at bruge computereffekter til at lave en række af verdens største skuespillere om til kattelignende mennesker i stedet for, ja, katte…
Filmen, som er instrueret af den Oscar-vindende instruktør Tom Hooper (’Les Miserables’, ’The King’s Speech’), blev oprindeligt udstykket med prisvinderchancer, men får nu ikke premiere i tide til Golden Globes.
Handlingen havde selv Idris Elba svært ved at forklare i sin tid. Musicalfortællingen udspiller sig over en enkelt nat, hvor kattene »The Jellicles« gennemgår det årlige ritual »the jellicle choice«, der bestemmer, hvilken kat der bliver genfødt til et nyt liv.
I den nyeste trailer er der fortsat lagt op til sære feline fornemmelser med skærmtid til det et stjernespækket cast, der rummer både Dame Judi Dench, Jennifer Hudson, sangeren Jason Derulo, Ian McKellen og Rebel Wilson.
Anden trailer af ’Cats’ er desuden landet med nyheden om, at Taylor Swift, der også spiller med, har bidraget med en original sang, ’Beautiful Ghosts’, der gør Andrew Lloyd Webbers prisbelønnede kompositioner selskab.
»Jeg har masser af sjæl« hvæser den menneskeformede Idris Elba-kat med de skrigende grønne øjne. Det bliver spændende at se, om det virkelig passer.
Læs også: Fargo-skaber Noah Hawley skal stå i spidsen for ny ‘Star Trek’-film