Produceren er blevet stjerne, og Pharrell Williams er en af de allerstørste. Han har leveret hits til Britney, Justin, Snoop, Gwen og sin egen gruppe N.E.R.D., men nu er han klar til at stå alene i rampelyset med sit først soloalbum. Her fortæller han om den lange vej fra nørdet skoleelev til feteret superstjerne.
Der er ikke meget glimmer over ham, da han træder ind i rummet. En spinkel fyr, en del lavere end man skulle tro, og med skater-attituden godt placeret i et par slidte jeans. En grundigere undersøgelse afslører dog en detalje, der ændrer ved indtrykket af denne casual klædte person. Rundt om halsen bærer han et gigantisk smykke. Spækket med en masse små diamanter, der danner præcist konturerede billeder af barndomsvennen Chad. Uden at kende til den nøjagtige markedsværdi på diamanter kan en halskæde som denne vist snildt løbe op i en fire-fem millioner kroner.
Vi er i audiens i ‘The Billionaires Boys Club’, hos milliardæren i drengeværelset, hos ikonet Pharrell Williams, superproducer, og ikke mindst: Superstjerne.
Scenen er Radiohuset i København. Pharrell Williams har netop spillet sin solodebutsingle ‘Can I Have It Like That’ i Forum til Nordic Music Awards på den anden side af gaden. Vi har fået et kvarter til at komme ind bag manden, der har ageret hitmaskine for stort set alle de største stjerner i verden, og som udover at være blandt de rigeste mennesker under 50 år yderlig er blevet kåret til at være en af verdens bedst klædte og mest sexede mænd. En kåring foretaget af mange tusinde skrigende piger og kvinder verden over.
Han har det hele. Multitalentet, charmen og pengene. Knægten fra Virginia er blevet et ‘brand’. Så stort et brand, at han nu får succes, uanset hvad han begiver sig ud. Han er klar til at udgive sit første soloalbum ‘In My Mind’ (udgivelsen skulle senere vise sig at blive udskudt mere end et halvt år, red.), samtidig med at han åbner en tøjbutik i Japan med sit eget tøjmærke The Billionaires Boy Club. Det kører på skinner for Pharrell. Nørden, der startede med et par trommestikker i hænderne, og som nu via producerteamet The Neptunes og gruppen N.E.R.D. er blevet superstar. Og endda en af de allerstørste i galaksen.
Superstjerne eller ej. Pharrell er en flink fyr, der insisterer på, at interviewet skal foregå ved flyglet i det studie, vi er blevet henvist til. Så sidder vi der. Pharrell jammer og virker som om, han hygger sig. Ikke så meget på grund af interviewet, som blot er ét af mange i en lang række i hans 32-årige liv. Men på grund af trygheden ved at placere fingrene på tangenterne. At kunne læne sig tilbage i den musikalitet, der strømmer ud af den spinkle krop. Måske også lidt fordi den hashkage, han har guffet i sig efter sin liveoptræden, så småt er begyndt at virke.
Stjernetræf i Virginia
Destinationen for vores snak er i første omgang Virginia i den nordlige del af bibelbæltet. En by der måske nok har en attraktiv kystlinje, men hvis fremmeste karaktertræk ifølge Pharrell er, at der ikke sker for meget. Heller ikke på musikfronten.
»Man drysser lidt rundt. Går ind i en butik og kigger lidt. Og så skrider man ellers hjem og laver sin musik indendøre«, fortæller Pharrell om barndomsbyen uden den store begejstring.
Vi zoomer tilbage til midten af 80’erne. Den unge forstadsknægt Pharrell går rundt i Virginia med et par trommestikker i hænderne og drømmer store drømme om en karriere inden for musikbranchen. I sommerferien bliver han sendt på et kursus for særligt talentfulde børn. Her møder den lille trommedreng den jævnaldrende Chad Hugo, der excellerer på saxofon og keyboard. Det er dog ikke musikken, der først knytter de to drenge sammen. Det er interessen for science fiction-film, hvor især ‘Star Trek’ er blandt favoritterne.
Venskabet mellem Pharrell og Chad udvikler sig snart i en musikalsk retning. De danner et Herbie Hancock-inspireret jazzband, og når de ikke spiller sammen, gennemtrasker de forældrenes pladesamlinger, der spænder over et bredt musikalsk spektrum. Fra punk til funk og videre over til stadionrocken. Det er dog hiphopmusikken, der trækker mest i de to drenge.
Nysgerrigheden efter at dykke dybere ned i hiphoppen placerer i 1990 Pharrell og Chad i gruppen Surrounded By Idiots, blandt andet sammen med dj’en Timmy Tim. Navnet Timmy Tim ringer måske ikke den store klokke, men når man hører, at han senere skifter navn til Timbaland får piben en anden lyd. Det vi har her, er det første møde mellem to af tidens allerstørste producernavne. Pharrell og Timbaland – manden bag navne som Missy Elliott og Aaliyah. 15 år tilbage var der dog ingen tvivl om, at Timbaland var den, der ledede sagens gang.
»I Surrounded By Idiots delte Timbaland, Chad og jeg en kæmpe fascination af hele The Native Tonque-bevægelsen. Vi prøvede at lyde som dem allesammen – De La Soul, Jungle Brothers og Lakim Shabazz. Timbaland samplede konstant Q-Tip fra A Tribe Called Quest«, tænker Pharrell tilbage, mens han ufokuseret slår en akkord an på pianoet.
Til spørgsmålet om, hvad han lærte af Timbaland, forholder han sig yderst forbeholden:
»Han er en af mine gode venner, så ikke et ondt ord om ham, men jeg sad meget i baggrunden dengang og kom ikke rigtig til udtryk i gruppen«.
Det var naturligvis ikke tilfredsstillende for et musikalsk talent på størrelse med Pharrells, så ham og Chad kaldte det en dag og dannede i stedet den vokalgruppe, verden nogle år senere skulle komme til at kende som N.E.R.D..
I producerrævens hule
Omkring samme tid sidder hot shot-produceren Teddy Riley i Harlem, New York og er ved at være træt af storbyens larm. Han vil til sovebyen Virginia for igen at kunne fokusere på sin musik frem for på det omgivende miljø. Riley har allerede på dette tidspunkt revolutioneret den sorte, urbane musik med sine new jack swing-produktioner for sin egen gruppe Guy, der med deres blanding af soul og sprøde hiphop-beats banede vejen for r’n’b-musikken, som den kom til at lyde op gennem 90’erne og frem til i dag.
En dag står Teddy Riley til en koncert i sin nye hjemby Virginia og lytter til gruppen N.E.R.D.’s særegne blanding af r’n’b, techno, new wave og hiphop. Han kan lide, hvad han hører og inviterer efter koncerten Pharrell og Chad hjem i sit studie. Her freestyler Pharrell Williams i en stiv klokketime for derefter at skrive hitsinglen ‘Rump Shaker’, som i løbet af 1992 gør gruppen Wreckx’N’Effect til et brandvarmt navn.
Den gamle ræv Riley er naturligvis imponeret. Uden at ty til den store tegnebog hyrer han de to lysende talenter, der den følgende tid er medskribenter på udgivelser fra blandt andre Blackstreet, hvis nummer ‘No Diggety’ for alvor kroner Teddy Riley som en af tidens helt store genier bag mixerpulten. På trods af udfordringerne som betroede hjælpere er det dog ikke helt motiverende nok at sidde med som det tynde øl. Pharrell og Chad vil videre. De vil erobre de syv verdenshave og forlader Teddy Riley. Men ifølge Pharrell med en virkelig god ballast i bagagen.
»Teddy Riley var for vild. Da jeg var i Teddys studie, sad jeg og kiggede på, mens han miksede. Han miksede helt guddommeligt. Og ja, hans produktioner er unikke. Jeg mener, det er jo Teddy Riley. Han var den bedste. Manden lavede for pokker et nummer som ‘Remember the Time’ (fra Michael Jacksons ‘Dangerous’-album, red.). Men det var altså mest det tekniske, jeg lærte hos ham. Vores lyd var allerede dengang helt forskellig fra Teddys«.
Lyden fra havets konger
Efter at have forladt Teddy Riley kalder Pharrell og Chad sig nu The Neptunes. Havets konger. De begynder for alvor at producere for sig selv, men man skal frem til 1997, før den første store fisk bider på krogen. Fisken hedder Puff Daddy, og han tager med glæde imod et track fra The Neptunes til sin protege Mase’s debutalbum ‘Harlem World’. Året efter kommer det første gennembrud for The Neptunes, da de står bag singlen ‘Superthug’ med rapperen Noreaga. Et nummer, der introducerer et bredere publikum for den særlige nedbarberede hiphoplyd, der med tiden skal blive producer-teamets varemærke.
I 1999 tager det fart for The Neptunes. Efter en sviptur til New York vender Pharrell og Chad i løbet af foråret hjem til deres gamle MasterSound-studie i Virginia. Med sig har de den iltre sangerinde Kelis, og henover sommeren udtænker de to mesterhjerner hendes hypermoderne album ‘Kaleidoscope’, der byder på kantet r’n’b og uden de store svinkeærinder skærer ind til den nye danserytmes grundbestanddele. Og så hjælper det også at have Kelis som et yderst pynteligt fixpunkt. Hele verden er med, da hun skriger sit psykotiske ‘I HATE YOU SO MUCH-omkvæd’ ud på den utroskabsplagede førstesingle ‘Caught Out There’ – soundtracket, da det nye årtusinde bliver skudt ind.
‘Kaleidoscope’ åbner alle døre og i løbet af de næste to-tre år revolutionerer The Neptunes lyden på dansegulvet. Pludselig ønsker alle at få fingre i duoens synkoperede beatprogrammeringer, der lægger sig op af hiphop-musikken, men samtidig tager grådige bidder af de sidste 30 års musiktradition. Genrer falder, og nye opstår, når The Neptunes klistrer og klipper sig gennem den store bog med inspirationskilder. Lydbilledet er yderst varieret. Sommetider barberer de numrene ned til en enkel musikalsk krog, man kan hænge sit hat på – en biplyd fra et videospil eller et space age-anslag fra keyboardet – sommetider lader de det være helt stille mellem tonerne, og andre gange slår de det store apparat til og laver pompøse broer og omkvæd. Sidst men ikke mindst vælger de nogle gange at slukke for maskineriet og indspille et par dovent håndspillede akkorder. Fællestrækket er dog klart. Det hele er voldsomt iørefaldende og svinsk poppet. På den ene side kompliceret og på den anden side designet til det nye milleniums dansefødder.
Pharrell selv er denne aften ikke specielt glad for at snakke om, hvad det særlige ved The Neptunes’ lyd er: »Hvad vores lyd er? Det ved jeg ikke. Er vi minimalistiske, nej. Maksimalistiske, nej. Måske har vi bare været heldige. Chad og jeg ved, hvornår det er for lidt, og hvornår det er for meget. Og så kommer det hele ud af kærligheden til musikken«.
Om Pharrell kan forklare nøglen til succesen eller ej, så var the Neptunes med ‘Kaleidoscope’ blevet stjerner. Forrest i køen af kunstnere, der ville samarbejde med havets konger stod nu Babyface, Nelly, Busta Rhymes og Jay-Z. Og lige efter stod teen-idolet Britney Spears, der fik sig selv sparket over teenageårene i 2001 med de to The Neptunes producerede tracks ‘I’m a Slave For You’ og ‘Boys’. Og måske vigtigere: Hun fik sparket Pharrell og Chad ud til det brede poppublikum.
Se mig, se mig!
Vi er fremme ved 2002. Justin Timberlake, det tidligere medlem af det storsælgende boyband *NSYNC, er netop blevet dumpet af Britney Spears. Bruddet med den kyske Britney er, hvad det er, men han er voldsomt irriteret over sit popdreng-image og hyrer derfor The Neptunes (og bl.a. også Timbaland) til at genstarte karrieren. Pharrell og Chad bliver venner med Justin og styler ham op i streetwear og går i sving i studiet. Resultatet hedder ‘Justified’ og udkommer i november 2002. The Neptunes står for syv af skæringerne – heriblandt hitsinglerne ‘Rock Your Body’, ‘Like I Love You’ og ‘Senorita’, der alle byder på lystig-kælen r’n’b renset for den klistrede patos, der oftest klæber til genren.
‘Justified’ er en sejr for Justin. Karrieren er raketstartet igen, og han træder uproblematisk ind i rollen som en funky, nutidig Michael Jackson. Det er dog Pharrell Williams, der stjæler det meste af billedet. Han har tidligere i karriereforløbet optrådt i nogle af musikvideoerne til sine og Chads produktioner, men med Justin som indgangsbilletten bliver promoveringsmøllen nu sat på fulde omdrejninger. Han er til stede i alle videoerne nu. Den ene gang spiller han lidt trommer, den anden gang kigger han frækt og drillende ind i kameraet. Oftere laver han ikke andet end bare at være der. Men hans blotte tilstedeværelse er nok.
Det, der udefra ligner en nøje udtænkt markedsstrategi, virker dog ikke som noget, Pharrell har tænkt nærmere over.
»Det var ikke del af en speciel marketingsstrategi, at jeg var med i alle de musikvideoer«, fortæller han. »Jeg var bare med, fordi det var sjovt. Hvem ville ikke slå til, hvis man fik muligheden for at lave sjov i en musikvideo? Og nej, jeg er ikke bange for at blive overeksponeret«.
Uanset om denne selvpromovering var bevidst eller ubevidst, så bliver Pharrell mod alle odds udråbt til sexsymbol af en MTV-generation, der har fået nok af pumpede Armani-drenge. Han passer perfekt ind i tidens ånd med sin fandenivoldske og trashede skater-attitude. Rettelse! Formuleringen bør lyde: Det ér Pharrell, der dikterer den popkulturelle tidsånd med sin truckerkasket og sine tatoveringer på den ofte blottede og magre overkrop. De unge rebeller har i Pharrell fundet deres ‘posterboy’.
Nørdernes hævn
I skoletiden stod Pharrell som arketypen på den belæste fyr, der hverken passede ind hos de hvide rock’n’rollers eller hos hiphoppens wannabe-gangsters. Og naturligvis blev han drillet en del af sportstjernerne, der ikke havde meget fidus til producerspiren.
Nu var det blevet tid til at grine sidst og bedst for nørden med spaghettiarmene og den indfaldne brystkasse. Den nye verden havde talt med store bogstaver. Nu var det nørderne, der løb med pigerne og pengene. I 2003, det år Pharrell fyldte 30, blev der solgt 40 millioner plader med hans signatur og ifølge den britiske radioorganisation, så var 20 procent af den musik, der blev spillet det år, på en eller anden måde forbundet med The Neptunes. Revolutionen var en realitet, da mægtige Rolling Stones samme år bad The Neptunes om at pifte deres nummer ‘Sympathy for the Devil’ lidt op med et remix.
Allerede tilbage i 90’erne havde Pharrell og Hugo leget med den gruppe, der i 2001 springer ud som N.E.R.D. – kort for ‘No One Ever Really Dies’. Her udsender de to sammen med den tilbagetrukne og noget anonyme rapper Shay albummet ‘In Search Of,,,’, der først udkommer i Europa som et computerskabt værk og året efter bliver indspillet med røvballeorkestret Spy Mob til det amerikanske publikum. Hverken den ene eller anden version markerer sig kommercielt, hvilket dog ikke går gruppen særlig meget på. De har allerede på det tidspunkt tjent de penge, de kan bruge, og N.E.R.D. er mere et kunstnerisk frirum, hvor især Pharrell Williams, superstjerne in spe, kan leve sin berømmelse ud og stå ansigt med det publikum, der idoliserer ham.
Som band betragtet er N.E.R.D. ikke noget særligt, selv om de med numre som ‘Provider’, ‘Rockstar’ og ‘She Wants to Move’ har leveret deres portion af indestængst teenangst og småliderlig oprørskhed. Noget særligt er de heller ikke i 2004, hvor de besøger Roskilde Festival som et led i promoveringen af albummet ‘Fly Or Die’. Arena Scenen er alligevel spændt til bristepunktet, og publikumstilstrømningen fortæller sin egen historie. Man kommer for at se giraffen Pharrell skiftevis croone og sludre sig igennem showet med sin tynde fistelstemme. Ikke for at høre gruppens til tider noget gumpetunge blanding af stadionrock, skaterfunk og hiphop.
Publikum får, hvad de kommer efter. På scenen minder Pharrell om en blanding af James Brown og Prince, og det, at han reelt ikke kan synge, betyder intet i det store regnskab. Det drejer sig om stjernekvalitet og showmanship, og de unge piger hviner på kommando, da han mod slutningen af showet blotter fuglebrystet. Mudderet lugter af Beatlemania denne sene eftermiddag på Dyrskuepladsen. Stjerneproduceren er definitivt sprunget ud som superstjerne.
På egne ben
Vi skriver 2005. Det er sent efterår, og Pharrell kan her ved pianoet se tilbage på endnu et år, hvor han har stået bag nogle af årets allerstørste hits. Først var det ex-No Doubt-sangerinden Gwen Stefani, der med ‘Hollaback Girl’ fik tilført lidt ekstra vitamin til sit platinblonde hår. Senere var det gangsterrapperen Snoop Dogg, der lagde sin skæbne i hænderne på The Neptunes. Resultatet blev sæsonens største hit ‘Drop It Like It’s Hot’ – en state of the art-produktion fra The Neptunes, hvor musikken blev barberet helt ned til det essentielle: Lidt beatboxing, en spraydåselyd og lidt ekko af danske Laid Back. Og med et helt rap-vers fra Pharrell, der for en sjælden gang måtte dele rampelyset med et næsten lige så stort ikon som ham selv.
Pharrell og Gwen Stefani
Og året er langt fra ovre for Pharrell. I december er han klar med sit soloalbum ‘In My Mind’, der byder på fjorten numre ligeligt fordelt med syv hiphopnumre og syv r’n’b-numre. Albummet er produceret af ham selv alene, og da han og Chad for kort tid siden lukkede N.E.R.D. ned officielt, kunne det lyde som The Neptunes’ svanesang. Dette er dog ikke tilfældet ifølge Pharrell:
»Chad er stadig min bedste ven, men han bruger mere og mere tid sammen med sin familie, og jeg fik lyst til at forsøge at udtrykke mig som mig selv. Alene. Ikke at det er noget, jeg har savnet de forgangne år, og dette soloprojekt er ikke noget, der har ligget og ventet på den rette tid i årevis. Det passede bare godt ind nu. Og det er noget, jeg glæder mig vildt til«.
Når man betragter den lidt sky, og nu småskæve, Pharrell sidde der ved klaveret, kan man komme i tvivl om, hvor meget han egentlig har søgt sin berømmelse og superstjernestatus gennem årene. Han virker ikke som en mand, der for alt i verden vil bade i hele verdens opmærksomhed. Næsten tværtimod. Når stormen efter soloalbummet har lagt sig venter hans næste projekt, som er en tilbagevenden til den jazzmusik, der tilbage i 80’erne satte det hele i gang. Men kun som producer og ikke med sig selv placeret i centrum. Det er i hvert fald det, han påstår denne aften.