ÅRET DER GIK. Billie Eilish er ikke bare årets store, nye popsensation. Den unge sanger fra Californien er (også af Soundvenue) blevet udråbt til generationsstemme – som et slags talerør for frustrationerne hos en ungdom, der føler, at den er blevet røvrendt af deres forældregeneration, som har efterladt dem en verden med urimelige krav, konstant pres og dystre fremtidsudsigter.
Derfor føltes det som en perfekt alliance mellem to rebelske teenagere, da Billie Eilish for nyligt fortalte Vanity Fair, at den ene ting, der gav hende håb for tiden, var den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg, som popsangeren mente har »sparket folks røv i år«.
Det er ikke første gang, Billie Eilish melder sig på banen angående klimakrisen. Hun har før støttet Thunberg via Instagram, hun har deltaget i en Youtube-video med Woody Harrelson om klimaet, og så har hun annonceret at ville lave klimavenlige turneer.
Sidstnævnte er hun ikke alene om. Norske Astrid S tager den endda skridtet videre: Hun er på en klimaneutral verdensturné, der blandt andet rammer Pumpehuset 22. marts.
Både Eilish og Astrid S vil primært nå i mål ved hjælp af co2-kompensation, noget som eksperter har delte meninger om, men lige meget hvad så fylder klimakrisen fylder mere og mere hos flere og flere musikere. Bare i år har The 1975 samplet Thunberg, Weyes Bloods succesalbum ‘Titanic Rising’ var ét stort klimaopråb, og Lana Del Reys apokalyptiske pop på ‘Norman Fucking Rockwell!’, hvor Los Angeles brændte og verden stod i flammer, var også et album, der varslede den truende katastrofe. Derudover kan vi glæde os til Grimes’ kommende album ‘Miss_Anthropocene, der udkommer til februar og er et klima-konceptalbum.
Hvor meget klimaet efterhånden fylder, kan man desuden også se på en comedyrapper som Lil Dicky, der skiftede persona tidligere i år og kastede sig ud i klimaaktivisme på ‘Earth’, der gæstes af Justin Bieber, Ariana Grande, Snoop Dogg, Ed Sheeran og en million andre stjerner.
Sangen er på alle måder en gyselig kreation, men bare det, at de mange store navne dukkede op og dermed hjalp sangen til over 200 millioner visninger, viser, hvor centralt klimaforandringerne efterhånden står i vores fælles bevidsthed.
Der er altså sket et ryk i løbet af 2019, hvor popmusikken er begyndt at afspejle, hvor meget klimaforandringerne fylder i vores samfundsdebat og i vores private liv. Og det sker gennem aktivisme, sange om miljøet og konkrete tiltag. Men her rammer musikbranchen også en udfordring.
»Ja, vi er hyklere«
For én ting er at tale om klimaforandringerne. Eller at lave sange om det, som det sker i et hidtil uset omfang lige nu. Men en helt tredje ting er rent faktisk at gøre noget ved sit eget aftryk på klimaet.
Det er her, tingene bliver lidt tricky. For der, hvor musikere især skader klimaet, er når de er på turné. Men det er også her, de tjener deres penge – især siden streamingroyalties erstattede de langt mere profitable cd-salg. Og det har åbnet visse musikere op til anklager om hykleri.
For hvordan kan man advokere for klimabevidsthed, men samtidig turnere jorden rundt med alt hvad det indebærer af flyture, udstyrstransport og generelt forbrug? Det ser jo ikke super godt ud, når den selvstiliserede verdensfrelser Bono for eksempel flyver jorden rundt i sin egen U2-jet og fyrer drivhusgasser ud i atmosfæren.
Nogle har som nævnt taget konsekvenserne af det misforhold og prøvet at ændre turneerne – som Billie Eilish og Astrid S. Men mest opsigtsvækkende er måske Coldplay, der har meldt ud, at de grundet miljøet ikke til tage på turné lige foreløbig. Samtidig har de fortalt, at de drømmer om en klimaneutral turné, der blandt andet er drevet af solkraft.
Men det svar på hyklerianklagen, der har vakt mest genklang, kom via et åbent brev fra en lang række kendisser – musikere som Thom Yorke (Radiohead), David Byrne og Brian Eno, skuespillere som Jude Law og Benedict Cumberbatch – der indrømmede »ja, vi er hyklere«, men samtidig understregede, at forandringer må være »systemiske«. Det kan ikke være op til den enkelte musiker selv at ændre et helt system, forstår man.
Boomere og millennials
Der er selvfølgelig en pointe i, at det ikke burde være op til musikerne alene at ændre hele infrastrukturen omkring turnélivet og klimakrisen generelt. Selvfølgelig har de her folk ret, når de skriver, at ægte forandringer må være mere vidtrækkende og systemiske end enkelte artister kan stå for.
Men det er nu alligevel tankevækkende, at der er to forskellige tilgange til klimakampen. På den ene side yngre musikere som Billie Eilish, der identificerer sig med Greta Thunbergs krav om radikal handling nu og ønsker en total ændring af vores levevis – også i det private. Og så på den anden side en række artister, der længe har gjort opmærksom på de graverende problemer og opfordrer til systemiske forandringer oppefra.
Det er selvfølgelig lidt skarpt skåret op. For selvfølgelig er der ældre artister som eksempelvis Massive Attack, Björk og ovennævnte Coldplay, der også på forskellig vis kræver drastisk handling. Det er ikke kun de yngre artister, der er villige til at tage sagen i egen hånd.
Men generelt set kan man godt spore en mere gør-det-selv-agtig og aktivistisk ånd hos mange yngre artister, der er inspirerede af Thunberg – mens klimabrevet fra Thom Yorke og co. peger på et ønske om en overordnet indsats oppefra.
Der er måske simpelthen tale om to forskellige strategiske tankesæt. Mange mestendels unge musikere ser det som en personlig etisk pligt at blive mere klimavenlige, mens en stor gruppe ældre artister peger på, at det primært er samfundets ledere, der må handle. Det er Thunberg-alarmisme over for Bono-aktivisme; millennials over for boomere.
Begge har på sin vis ret. For ja, der skal dyberegående, systemiske løsninger til for at løse de her problemer. Men samtidig føles budskabet om, at det er os selv, lige nu, der kan og skal gøre noget mere opløftende. Det føles mere aktivt, mere optimistisk.
Uanset hvad viser den her situation, hvor svært det kan være for musikere (og andre kendte mennesker) at tale om en så kompliceret problemstilling uden at fremstå som hyklere eller som en del af problemet. Det er dét, der er kunstnernes store udfordring i det her: At balancere løsninger og aktivisme med det faktum, at de også er ‘nødt’ til at opretholde deres karriere som udøvende (og indtjenende) musikere.
Men på trods af udfordringerne – eller måske netop på grund af dem – er det vigtigt, at popmusikken tør tackle en så stor problemstilling. For som vi alle ved, findes der ingen lette løsninger, når det kommer til klimakrisen.