Yelle

Den franske electro-bølge er for længst fladet ud og blevet til små skvulp i musikkens andedam. Men dronningerne Uffie og Yelle vil ikke forsvinde i glemslen. Sidste år gav Uffie fuckfingeren til alle skeptikere med den sikre ‘Sex Dreams and Denim Jeans’, og nu overtager Yelle førerpositionen med sit nye 80’er-inspirerede album.

Det er friskt, kådt og dybt charmerende. Bliver man opstemt af kælne franske kvindestemmer, så er man solgt ved først gennemlytning. Men det er faktisk ikke Yelles på én gang rapkæftede og sarte vokal, der tager stikket hjem. Produktionen er nemlig i særklasse. Melodier, rytmer og synth folder sig ind og ud af hinanden og åbner til verdener af lyst, glæde og sorg, der giver Yelle en melankoli og sårbarhed, som klæder hende. Der tygges ikke på den franske electros klenodier men tænkes nyt med kulørte rytmer, svedig disco, vuggende new romantic og inderlig calypso. Det kan lyde rodet men fremstår med få undtagelser knivskarpt og veludført.

Bedst er de grådkvalte synthtoner på ‘Mon Pays’, den lallede og funky ‘Comme un enfant’ og ikke mindst titelnummerets rå og trampende beat. Albummet er ikke én lang opfordring til fest, men en sikker magtdemonstration af at hun ikke kan parkeres i fortiden. Hendes til tider teatralske og poppede sødme vil skille vandene, men et par intetsigende numre til trods er Yelles tilbagelænede franske coolness umådelig svær at ignorere med en så velproduceret toer.