Daniel Martin Moore
»White man can’t dunk« hed det sig tidligere, når den hvide mand pludselig bevægede sig ind på den sorte mands bane. Det postulat er siden blevet dunket godt og grundet i stykker, da også bleghuder har formået at vokse sig over 200 centimeter høje. Et nyt postulat kunne være; »White man can’t sing gospel«. Men inden det er fremsagt af andre end mig, forsøger den Kentucky-baserede singer/songwriter Daniel Martin Moore at gøre det til løgn på sin nyeste plade ‘In the Cool of the Day’. Og det lykkes. Noget af tiden.
Moore har lavet et pladekompot, hvor han skifter mellem at spille sine egne sange og nyfortolke spirituelle gospelhymner. Sangene er rolige og primært båret af hans egen vokal, der ligger sig i slipstrømmen på folk som Jim James (My Morning Jacket), Ray LaMontagne, Bonnie ‘Prince’ Billy og Iron & Wine-bagmand Sam Beam.
På enkelte af numrene står vokalen næsten alene men ellers er den overvejende akkompagneret af et piano og strengeinstrumenter som banjo, guitar, violin og bas. De to sidstnævnte instrumenter er med til momentvis at give pladen en mere jazzet, country-agtig happy-go-lucky-lyd med kvikt trommespil, som på albummets åbningsnummer ‘All Ye Tenderhearted’ der snildt kunne begå sig som flugtmusik i filmen ‘O Brother, Where Art Thou’.
Der er ikke meget Whoppi Goldberg ‘Halløj i Nonneklosteret’ over Daniel Martin Moores fortrinsvis korte gospelfortolkninger. Derimod er den hvide mands gospel velegnet til en stille søndag aften i sofaen.