Harry Styles’ ‘Fine Line’ hjemsøges af for mange musikalske forbilleder
»Do you know who you are?«
Sådan synger Harry Styles på singlen ’Lights Up’, der for et par måneder siden blev sat ud på det store hav som flagskib for det tidligere One Direction-medlems andet soloalbum ’Fine Line’. Nummeret varslede en ny alternativ poplyd fra en tilsyneladende mere selvbevidst Styles, og det virkede til, at stjernen efter sin selvbetitlede solodebut i 2017 måske endelig havde fundet den rette musikalske hylde efter sin tid som feteret charmør i et af verdens mest succesfulde boybands.
På ’Fine Line’ er der skruet lidt ned for den helt klassiske rocklyd fra debutalbummet til fordel for mere quirky, psykedeliske lydlandskaber, hvor alt fra wurlitzere, glitrende guitarakkorder, bombastiske blæsere og rumklangsindhyllet kor trækker et hav af referencer til (syre)rockens storhedstid i 70’erne. Man kan tydeligt høre Styles’ helte som Bowie, Fleetwood Mac, Joni Mitchell, Beatles og Pink Floyd i de sansemættede, organiske lydlandskaber på numre som ’To Be So Lonely’, ’Sunflower, Vol. 6’ og ’Canyon Moon’.
Måske kan man endda høre dem bedre, end man kan høre Styles selv, og det er virkelig ærgerligt, at ’Fine Line’ på den måde føles hjemsøgt af sine musikalske forbilleder, når hovedpersonen har så meget at byde på i de tilfælde, det lykkedes ham at opdatere de mange indflydelser.
’Fine Line’ fungerer således bedst, når Styles selv træder i karakter på numre som ’Lights Up’ eller den upåklageligt sammensatte popsang ’Adore You’, hvor charmen i Styles’ kyndige stemme bare er uimodståelig. Den akustiske ballade ’Cherry’ klinger ganske vist lidt rigeligt af Fleet Foxes, men reddes alligevel hjem af en virkelig fin vokal og smukke personlige tekststykker som »I confess I can tell that you are at your best / I’m selfish so I’m hating it«, der meget eksplicit handler om Styles’ franske modelekskæreste Camille Rowe, som faktisk også gæster nummeret i en lille privat optagelse til sidst.
Det er i den slags øjeblikke, man bedst kan mærke Styles’ egen tilstedeværelse på et album, hvor hans ellers unægteligt store karisma desværre drukner i usammenhængende eksperimenter, som balancerer lige på grænsen mellem hyldest og kopi. Mest tydeligt bliver problematikken på afslutnings- og titelnummeret ’Fine Line’, hvor Styles’ sarte falset og efterfølgende opbygning til en storladen, marchinspireret stadion-outro er som modelleret efter Bon Ivers ’Holocene’ – dog uden nogensinde at nå samme svimlende højder.
Styles har selv åbent fortalt om sine eksperimenter med psykedelika under tilblivelsen af ’Fine Line’, og visse steder virker det da også til, at stofferne muligvis får albummet til at køre en tand for langt rundt i et lidt ulogisk billedsprog med spraglede metaforer – som på ’Sunflower, Vol. 6’, hvor solsikken vist nok skal udgøre et billede på det kvindelige kønsorgan, og på den ellers ganske vellykkede ’Watermelon Sugar’, der handler om oralsex.
Hertil kan man ikke komme uden om ’Treat People With Kindness’, der trods sit som sådan elskværdige budskab om positivitet og næstekærlighed simpelthen bare er et decideret dårligt skrevet nummer med en virkelig mærkelig tekstfordeling, øretæveindbydende klapfigurer, congas og »all together now«-udråb. Det lyder som om, Styles har haft et virkelig godt trip i studiet den dag, men det er der altså ikke nødvendigvis kommet en god sang ud af.
Jeg havde virkelig høje forventninger til ’Fine Line’ i kølvandet på de stærke singler ’Lights Up’, ’Watermelon Sugar’ og senest ’Adore You’, ligesom jeg har været betaget af Styles’ kønsudfordrende tøjstil og ekstremt likeable persona som britisk gavflab – men musikken skal naturligvis kunne følge med personligheden og ikke mindst hans virkelig habile vokal.
Styles lyder nemlig ikke længere som en anstrengt teenagedreng, der strækker halsen mod himlen for at nå de høje toner, men nærmere som en moden vokalist med et kæmpe arsenal af effekter og klangfarver. Jeg under ham virkelig, at hans næste album tager fortidens spøgelser og måske også de bevidsthedsudvidende stoffer endegyldigt med sig i graven, så vi alle (inklusive Styles selv) kan finde ud af, hvem han egentlig er.
Kort sagt:
Harry Styles lyder ikke længere som en anstrengt teenagedreng, men hans modnede vokal kan ikke redde et album, der står for meget på skuldrene af hovedpersonens musikalske forbilleder.