Glasvegas

De går klædt i sort, repræsenterer arbejdsklassen og støjer til tider som et nyt The Jesus and Mary Chain. De vil tages seriøst, og seriøst blev Glasvegas skam også taget, da de for to og et halvt år siden smed den selvbetitlede debut på gaden. På efterfølgeren er der blevet endnu højere til loftet, men Glasvegas er stadig sig selv, og det er det meste af tiden positivt.

James Allens pladerromantiske lyrik er ganske vist lige så interessant som halvfordærvet flødeost, og hans skævt fraserende og ærkeskotske vokaludkrængelser vil givetvis skabe irritation hos flere lyttere. Men det er til at bære over med, fordi pladens nerveinficerede lydbillede har masser af nuancer og en meget varieret spændingskurve. I samarbejde med den anerkendte producer Flood har Glasgow-kvartetten således begået et særdeles sammenhængende album, hvis højtravende, nærmest episke kompositioner og indiskutable ørehænger-riff skaber stadionrock af højeste karat.

Lyriske bommerter som ‘Stronger Than Dirt’s repetitive »Stay with me«-messen og ’Dream Dream Dreaming’s klynkende »I know you’re out there somewhere« skæmmer derfor kun i mindre grad helheden. Omvendt overbeviser grandiose numre som førstesinglen ‘The World Is Yours’, den kompositionsmæssigt mangefacetterede ‘Shine Like Stars’ og ‘Euphoria, Take My Hand’, hvis simple, men overordentligt iørefaldende guitartema når op på siden af gennembrudshittet ‘Geraldine’. Det gør ‘EUPHORIC /// HEARTBREAK \’ til en værdig opfølger til 2008-succesen. Men i den grad også til et album der vil dele vandene.