Cage the Elephant

‘Aberdeen’ er navnet på Kurt Cobains fødeby. Ydermere er det titlen på et af numrene på Cage the Elephants ‘Thank You Happy Birthday’: En sang med en Pixies-vibe så gennemtrængende at en sammenligning må være en selvfølge. Var det ikke noget med, at Kurt Cobain var stor Pixies-fan?

Ovenstående sammenfald kan selvfølgelig være tilfældigheder, men efter at have lyttet til Cage the Elephants’ opfølger til den selvbetitlede 2008-debut synes konklusionen at være den samme: Kentucky-kvintetten må have en umanerlig stor kærlighed for tidlig 90’er-rock, hvor netop Pixies synes at stå klarest frem. Allerstærkest kommer det til udtryk på den føromtalte, i øvrigt formidable ‘Aberdeen’, men guitarriffene i ‘2024’ samt ‘Around My Head’ er ligeledes så karakteristiske, at Pixies-guitaristen Joey Santiago lige så godt kunne være bagmanden her.

Men naturligvis er referencerne ikke det, der skaber pladen. Højdepunkter tæller eksempelvis den dystre og western-klingende åbner ‘Always Something’, den melodiøst smittende førstesingle ‘Shake Me Down’ samt den tyste og smukke ‘Rubber Ball’, der vækker minder om Modest Mouse-klassikeren ‘The World at Large’ og Isaac Brocks karakteristiske fraseringer.

Så meget desto mere ærgerligt er det, at smadrede, ucharmerende skæringer som ‘Indy Kidz’, ‘Sell Yourself’ og den skrigfyldte ‘Sabertooth Tiger’ skal skæmme albummets ellers høje kvalitet. For selv om Cage the Elephant på intet tidspunkt fremstår originale, hersker der ingen tvivl om, at sangskrivningen holder højt niveau det meste af tiden. Men de enkelte brølere kunne man godt have været foruden.