A Lull

Konfetti er som bekendt noget farverigt, uforudsigeligt stads, som kan sætte gang i enhver fest, og med det i baghovedet er titlen på debutalbummet fra Chicago-kvintetten A Lull yderst velvalgt. Den eksperimenterende popgruppe væver farverige lydtæpper med et utal af velknyttede tråde og opfylder alle ovenstående kriterier.

‘Confetti’ indeholder samme elementer, som fik os til at elske Battles: Den løsslupne percussion-vildskab og de utællelige lag af effekter, instrument- og vokalspor. Men A Lull udmærker sig ved – foregående karakteristik til trods – at være mere drømmende i deres musikalske udtryk, hvilket især skyldes de dybe og let tågede vokaler og de pulserende synthflader. Det mærkes tydeligt på den repetitive ‘Phem’, hvor det kaotiske lydbillede bliver sat i system med vokalen som omdrejningspunkt.

Generelt er albummet dog et herligt rod, fra de galoperende tribalrytmer på ‘Dark Stuff’ og de skamklippede vokalkollager, der præger ‘Aytche’ og ‘Water and Beasts’. Det er ambitiøs eksperimentalpop, men med en smule malurt i bægeret. A Lulls homogene lydbillede er godt nok farverigt, men det ender på pladens sidste numre med at blive for ensformigt. Man savner især vildskab i vokaludtrykket, der bliver tungt og kedeligt i længden. Som på ‘Sidemen’ hvor forsangerens dybe stemme gøres til skamme af de akkompagnerende pigevokaler. Det til trods er ‘Confetti’ et lækkert lydorgie, som dine ører fortjener at deltage i.