KOMMENTAR. Mange har begejstret konstateret, at årets Oscar-felt for Bedste Film er af høj klasse med ’Parasite’, ’Once Upon a Time in Hollywood’, ’Little Women’ og ’The Irishman’ i spidsen.
Men det er intet at regne for årgangens dokumentarudvalgte, der over en bred kam er så gode, at man burde lave reglerne om og give dem alle en pris.
Forhåndsfavoritten er ’American Factory’, produceret af The Obamas Higher Ground-selskab og distribueret af Netflix. Det er en umådeligt underholdende og tankevækkende film, der krystalliserer verdenens magtskifte fra USA til Kina gennem ét glasklart eksempel: Efter en General Motors-bilfabrik lukker i Ohio og smider 2000 medarbejdere på porten, rykker en kinesisk bilrudefabrikant ind og sætter nyt sving i produktionen. Men kultursammenstødet er ingen dans på forruder. De kinesiske foresatte synes, at amerikanerne er for langsomme ved samlebåndene med deres tykke fingre og for dovne med deres manglende villighed til at arbejde i weekenden, mens de amerikanske arbejdere efterhånden chokeres over de tvivlsomme arbejds- og sikkerhedsforhold.
Da et par udvalgte amerikanske medarbejdere besøger de kinesiske fabrikker for at hente inspiration, oplever de ved selvsyn, hvorfor Kina buldrer derudaf: Her knokler medarbejderne med en robots smidighed og militær disciplin 15 timer i døgnet.
American Factory’ er en konstant øjenåbner af guddommelige optrin. Alene scenerne med den kinesiske virksomheds præsident, der dyrkes som en afgud og tilsyneladende kan forudse vejret i Ohio et halvt år frem, er det hele værd.
Steven Bognar og Julie Reicherts film er den mest letbenede i dokumentarfeltet, hvor to uafrystelige Syrien-skildringer befinder i den anden ende af spektret.
Danske ’The Cave’ og Waad Al-Kateabs ’For Sama’ har flere ting til fælles: De er begge unikke øjnevidneberetninger fra uhyrlighederne i Syriens borgerkrig, de har begge unge kvinder i centrum, som risikerer alt for deres land, og de udspiller sig begge på hospitaler i byer under svær belejring.
I Feras Fayaads ’The Cave’ redder den unge Dr. Amani liv under gruopvækkende forhold i et undergrundshospital i Ghouta, mens hun samtidig møder modstand som kvindelig chef.
I ’For Sama’ viser den syriske journalist Waad Al-Kateabs optagelser Aleppos udvikling, fra dengang byen var et frit og godt sted at leve for få år tilbage, til i dag hvor den er sønderbombet til ukendelighed. Filmen er framet som et personligt brev fra Waad til datteren Sama, som hun elsker over alt på jorden, mens hun samtidig næres af dårlig samvittighed over at have sat hende i verden til en hverdag, hvor pigen til sidst ikke ænser, når bomberne falder få hundrede meter fra deres midlertidige hjem på det hospital, hvor Waads mand – Samas far – arbejder. Parret har besluttet sig for at blive i og kæmpe for det syriske folk i Aleppo, koste hvad det vil.
Det er begge film, der sætter ens privilegerede danske liv i relief, og som indeholder så barske optagelser, at man aldrig glemmer dem. Måske Oscar-akademiet vil hælde til ’For Sama’, som er en mere direkte personligt båret historie med Waad Al-Kateab som både instruktør og hovedperson. Men man burde ikke skulle vælge. De vil begge stå tilbage som essentielle vidnesbyrd over et af de frygteligste anslag mod menneskeheden i nyere tid.
Fire af de fem nominerede belyser knusende aktuelle tematikker gennem ultraspecifikke, exceptionelle cases. Makedonske ’Honningland’, der både er nomineret for bedste dokumentar og bedste internationale film (første gang i historien, at det er sket), bærer en underliggende klimahistorie i sig, men det er den konkrete udfoldelse af den ejendommelige makedonske biavler Hatidzes tilværelse, der er filmens clue.
Hun lever et isoleret og spartansk liv i billedskønne bjergomgivelser med sin ældgamle mor – i pagt med bierne, som hun kun vrider så meget honning ud af, så de også har rigeligt tilbage dem selv. Men da en sigøjnerfamilie med syv barnemunde at brødføde flytter ind ved siden af, oplever vi og Hatidze en noget mindre bæredygtig udnyttelse af ressourcerne. Det er en smuk film, der destillerer menneskets udvinding af naturen med sin helt egen mirakuløse dramaturgi af nabostrid og bibelske plager – fra en egn af Europa, som de færreste nok anede eksisterede.
Den eneste film, der løfter blikket op i helikopterperspektivet, er brasilianske ’The Edge of Democracy’, der dog stadig præges af et åbenlyst singulært blik. Filmens fortæller er instruktør Petra Costa, der blander sin egen familiehistorie med en skildring af den politiske tumult, der har sendt landet i hænderne på en højrepopulistisk præsident i Trump-klassen. Det er en foruroligende fortælling om, hvor skrøbeligt demokratiet er, og hvordan massebevægelser både kan skabe grobund for positiv forandring og for kafkaske justitsmord på folkevalgte baseret på et vævetæppe af bevidst manipulation og korruption fra de egentlige magthavere i storkapitalen.
Med fire ikke-amerikanske film ud af fem sætter årets Oscar-felt en fed streg under, at dokumentarkunsten er et verdenssprog. Disse autentiske beretninger fra virkeligheden er vores mest klartseende kikkert mod de definerende strømninger fra hjørner af vores klode, som vi fra Danmark sjældent er i berøring med.
Søndag vinder én af filmene en Oscar, men hele kvintetten har allerede sejret på måder, som ingen guldstatuette kan hamle op med.
‘The Cave’ kan stadig fanges i biografen. ’For Sama’ får dansk premiere 2. maj. ’American Factory’ og ’The Edge of Democracy’ kan ses på Netflix. ‘Honningland’ har været i de danske biografer – hold øje med den på en streamingtjeneste nær dig.