Yoav

Umiddelbart vil man karakteriserer israelske/sydafrikanske Yoav som singer/songwriter, når han udstyret med kun sin guitar og vokal bevæger sig gennem det musikalske landskab. Lad dig dog ikke narre af førstehåndsindtrykket, for på debutalbummet har han ikke valgt den oplagte vej, og der gemmer sig langt mere end bare en mand og hans guitar under overfladen.

Væbnet med dette ene instrument komponerer han musik med så mange lag, som hvis han havde en sampler, et band eller endda et helt symfoniorkester i ryggen. Denne altomfattende lyd skabes med hjælp fra forskellige orale effekter, trommerytmer spillet på guitaren samt diverse akkorder, han optager og kører som baggrund for sit mediterende guitarspil og vokal. Det er selvfølgelig ikke første gang, at denne fremgangsmåde anvendes, men hans inspirationer samt variation i produktionerne er grunden til, at dette album skiller sig ud fra tidligere eksempler.

Nummeret ‘Club Thing’ har den samme hovednikkende effekt som en hiphopproduktion, ‘Wake Up’ leder tankerne hen til den britiske triphop-scene, og sådan kunne man blive ved med at associere. Så forskellige udtryk kunne nemt skabe et forvirrende helhedsindtryk, men hans fine fornemmelse for melankoli binder albummet sammen, og forklædt som singer/songwriter guider han lytteren ned ad hidtil uberørte veje.

Yoav. 'Charmed & Strange'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af