Bob Mould

Han er en stædig karl. I 80’erne genopfandt han punken med Hüsker Dü, bandet som han trak ud til sidste, intenst smertefulde kollaps. I 90’erne, da Mould’s nye band Sugar så ud til at slå igennem stort, stoppedes alting tvært. De fleste grinte af ham, da han i det ny årtusinde begyndte at lege med elektronisk musik på det nedsablede album ‘Modulate’. Moulds seks album i eget navn har været af svingende kvalitet, men med nye ‘Distict Line’ lykkedes han faktisk med sit mest sammenhængende og bedste udspil siden tiden i Sugar.

Mould er langt fra en ordinær sangskriver. Han sange er tornede og tordnende men også varme og ømme. Sange som ‘Stupid Now’ og ‘Silence Between Us’ er ikke blot signeret med Moulds massivt grove guitar, de er også små pop-bolsjer indpakkede i pigtråd. ‘Again and Again’ og ‘Old Highs, New Lows’ skruer ned for vindstyrken, og flere steder titter desperationen fra fordums storheder som ‘Hardly Getting Over It’ og ‘Poison Years’ frem. Kun gammelmands-technoen på den ensformige ‘Shelter Me’ føles som en malplaceret anakronisme.

Muligvis er ‘District Line’ det mest sikre kort, Mould hidtil har spillet, men sangene er mere åbne for lytteren og føles mere velovervejede end længe hørt. De elektroniske lydeffekter er ikke med for deres egen skyld og er bedre integrerede i sangene. Et afbalanceret og forløsende forhold til sin fortid er nu en rar ting.