’The Invisible Man’: Hyperaktuel Elisabeth Moss-gyser taber sin ellers glimrende præmis på gulvet
Gysermastodonten Blumhouses nyfortolkning af ’The Invisible Man’ fra 1933, der skifter det oprindelige synspunkt fra den titulære galning til hans offer, har en af de bedste horrorpræmisser siden nyklassikeren ’It Follows’:
Altid fremragende Elisabeth Moss spiller arkitekten Cecilia, der i årevis har været offer for sin psykisk terroriserende og voldelige mand Adrian Griffin (Oliver Jackson-Cohen). Han bestemmer, hvordan hun skal se ud, hvad hun skal have på, hvad hun skal sige, hvordan hun skal agere – ja sågar, hvad hun skal tænke, får vi at vide. Og så har han indrettet deres millionvilla uden for San Francisco med et omfattende overvågningssystem, så hun aldrig kan føle sig sikker. Det er svært at forestille sig noget mere skræmmende.
Cecilia har fået nok, og i den yderst effektive åbning – den med længder bedste scene i hele filmen – stikker hun med nød og næppe af fra det daglige helvede og forskanser sig hos politimanden og vennen James (Aldis Hodge). Men da Adrian på mystisk vis begår selvmord to uger senere, begynder Cecilia at blive hjemsøgt af et usynligt spøgelse, som ingen tror på eksisterer, når hun råber vagt i gevær.
Det er den perfekte metafor for såkaldt gaslighting, som for alvor er kommet frem i lyset i kølvandet på #MeToo, hvor mange bliver mødt med vantro og affærdigelser, når de fortæller om deres oplevelser med overgreb. Og så er det en oplagt mulighed for at vise, hvordan både psykisk og fysisk misbrug kaster lange skygger ind i ofrenes liv – selv når de er sluppet væk fra voldsmanden.
Men desværre styrtdykker ’The Invisible Man’ efter bare 30 minutter af den (alt for lange) spilletid på to timer, da filmen tager den ene mere åndsvage drejning efter den anden.
Fair nok, at der skiltes med hvert plottwist mange kilometer i forvejen (ægtemanden er en genial tech-guru inden for OPTIK med et mystisk laboratorie i kælderen…). Fair nok, at karaktererne (til trods for præmissens fremragende muligheder) ikke er dybere end den foldede Starbucks-serviet, som manuskriptet må være blevet til på – det er trods alt ikke alle gyserfilm, der kan eller skal leve op til eksempelvis ’Hereditary’s overlegne forbillede. Og fair nok, at instruktør Leigh Whannell (’Upgrade’) ikke formår at gøre en usynlig dæmon bare halvt så spændende som i eksempelvis ’It Follows’.
Det største problem er, at filmen begår den i horrorsammenhæng utilgivelige dødssynd at afmystificere sin egen spøgelseshistorie midtvejs i filmen og dermed punktere alle efterfølgende gys og bombe sin egen metafor tilbage til stenalderen. En progressiv #MeToo-gyser? Glem det!
Filmen udvikler sig først til en science fiction-thriller, dernæst en regulær actionfilm med en håndgribelig – og åbenbart overmenneskelig stærk – skurk i centrum, som de gode så passende kan forene sig mod. Vigtigere var gaslighting-tematikken åbenbart ikke.
Det mest spændende ved filmen er sådan set, hvornår tiøren falder for de intetsigende karakterer, så de endelig gennemskuer den manipulation, man som seer allerede har gættet for længst.
Kort sagt:
’The Invisible Man’ smider sit glimrende potentiale for at være en hyperaktuel og progressiv #MeToo-gyser på møddingen med en utilgivelig gyser-dødssynd.