’Gentefied’: Ny Netflix-serie giver et vigtigt og kaotisk indblik i latinsk-amerikansk kultur
Er en taco stadigvæk en taco, hvis man fylder den med tikka masala? Hvad hvis man skrumper den til delikat NOMA-størrelse og skruer prisen op? Sagt på en anden måde: Hvor hip kan Los Angeles’ primært latinske bydel Boyle Heights blive, før dens kultur for altid er forandret og fortabt?
Det spørgsmål stiller Nexflix’ nye dramady ’Gentefied’.
Samlingspunktet for det ganske store cast er tacoshoppen Mama Fina’s drevet af bedstefar Pop (Joaquín Cosío), der har økonomiske problemer. For Boyle Heights er ved at blive invaderet af hvide kunstnertyper, der på den ene side har den købekraft, tacoshoppen behøver – på den anden side gør området for dyrt at være i.
Omkring Pop er en farverig familie, der tackler gentrificeringen på forskellig vis. Barnebarnet Erik (J.J. Soria) vil gerne fastholde mexicanske traditioner, men lytter samtidig til feministiske podcasts for at følge med sin veluddannede, gravide kæreste. Barnebarnet Chris (Carlos Santos) har avancerede kokkedrømme om at gøre tacos trendy nok til at tiltrække hipsterne, men kæmper med ikke at føle sig »mexicansk nok«. Endelig er der barnebarnet Ana (Karrie Martin), som har en kvindelig aktivistkæreste og laver vægmalerier om livet i Boyle Heights – men er medskyldig i at transformere bydelen med selvsamme kunst.
Dertil kommer et væld af bipersoner. Anas mor, som er syerske og næsten kun taler spansk. Anas lillesøster, som er forelsket i en dreng, der på grund af gentrificeringen må flytte hjem til Mexico. Selv den lokale gademusikant og en kioskejer er flerdimensionale nok til at vække ens nysgerrighed.
’Gentefied’ er på lige dele spansk og engelsk og skifter ofte sprog midt i en sætning. Det er tydeligt, at der rent faktisk er latinske skabere bag produktionen, og man kan næppe overvurdere, hvor vigtigt det er. Selvom spansk i flere dele af USA af det mest talte sprog, så er der ikke mange serier, der med humor og nuancer formår at skildre landets latinske miljøer. Der er dramedy-serien ‘Vida’ om to søstre ligeledes i Los Angeles, og indtil for nylig var der ‘Jane the Virgin’ og ‘Grand Hotel’. Ellers henvises latinske karakterer til periferien og stereotype roller som tjenestefolk eller kriminelle.
I ‘Gentefied’ er det latinske blik centralt, mens hvide mennesker for en gangs skyld henvises til en andetgjort position. Det er ofte bidende morsomt, eksempelvis da Ana og Erik skal snakke sig ud af at have lånt fætter Chris’ hævekort i en bank, og Ana hvæser til Chris: »Use your white voice…!« Hvorefter hun skynder sig at sige til den skeptiske bankmand, at Erik ikke må spise slik, fordi han er på keto-diæt. »Hvad er keto?« hvisker Erik, og det ved Ana ikke, men det er noget, de der mærkelige hvide folk går op i…
Som sidste forsøg på at trænge igennem til den tydeligt homoseksuelle bankmand forsøger Ana sig med en knyttet næve og et »queer solidaritet!«, men hans hvide privilegier trumfer tydeligvis LGBT-fællesskabet, og Ana og Erik bliver smidt ud.
Den konflikt, Ana oplever mellem sin queer identitet og sin etniske identitet, er et godt eksempel på, hvor nuanceret serien er. Da en hvid hipstertype, som finder Anas fattige baggrund eksotisk, hyrer hende til at lave et stort vægmaleri, forsøger hun at forene dem: Hun maler to brune mænd, der kysser. Det falder imidlertid ikke i god jord hos den lokale latinske kioskejer, der mister kunder, men får at vide af sin hvide udlejer, at hun bare må finde sig i det.
På den måde kommer Anas forsøg på at bekæmpe homofobi i eget bagland til at forstærke den hvide kolonisering af Boyle Heights. Det er et ægte dilemma, og heldigvis præsenterer serien det ikke, som om de brune er homofober, og de hvide er frigjorte. Virkeligheden forbliver kompleks.
Den kompleksitet, der er styrken ved ‘Gentefied’, er desværre også dens akilleshæl. Serien vil give alle karakterer en stemme, og resultatet bliver overvældende. På den ene side får man absolut følelsen af at befinde sig midt i én stor familie, hvor båndene mellem generationer og fætre og kusiner er så stærke, at alle i praksis er søskende. På den anden side bruger man for lang tid på at orientere sig i persongalleriet og bliver ikke tilstrækkeligt knyttet til hver enkelt karakter.
Seriens tone forstærker forvirringen. Den veksler fra alvor til komedie og drysser for korte flashbacks og bizart surrealistiske dansesekvenser ind undervejs. Der er mange geniale enkeltscener, men samlet set forbliver indtrykket en ubeslutsom vaklen mellem komedie og bidende politisk kommentar.
’Gentefied’ vil rigtigt meget med sine mange personer, og én sæson med afsnit af 30 minutter er ikke nok til at forløse det. Måske vil kan en eventuel sæson to nå spadestikket dybere. Indtil da leverer sæson ét trods alt stadig et vigtigt og vittigt, om end kaotisk, indblik i en truet kultur.
Kort sagt:
’Gentefied’ giver et vigtigt indblik i latinsk-amerikansk kultur, som er truet af gentrificering. Serien vil mere, end den magter, men leverer seværdige bidende morsomme og politiske pointer.
Anmeldt på baggrund af hele sæson 1.