’Kød og blod’: Sidse Babett Knudsen og unge talenter er forrygende i dansk mafiafilm
»Jeg vil gøre alt for min familie«, siger Joachim Fjelstrups Jonas undervejs i ’Kød og blod’ og opsummerer samtidig den gennemgående tematik for Jeanette Nordahls spillefilmdebut. Den danske instruktør, der også er aktuel med DR-serien ’Når støvet har lagt sig’, fortæller sammen med manusforfatter Ingeborg Topsøe (’Charmøren’) en klassisk historie om at sætte familien før sig selv – i en sådan grad at familiens skød bliver et klaustrofobisk fængsel.
Plottet minder påfaldende meget om australske David Michôds 10 år gamle ’Animal Kingdom’. Her dør en teenagedrengs mor af en overdosis, hvorfor han flytter ind hos sin mormor og fire onkler og snart vikles ind i deres kriminelle livsstil.
I ’Kød og blod’ omkommer 17-årige Idas (Sandra Guldberg Kampp) mor i en bilulykke, og familieforsorgen placerer hende hos mosteren Bodil (Sidse Babett Knudsen), der har de voksne sønner Jonas (Fjelstrup), David (Elliott Crosset Hove) og Mads (Besir Zeciri) boende. Også i den danske film får hovedpersonens nye familie deres indtjening gennem lyssky aktiviteter. De låner penge ud i det provinsielle lokalsamfund og bruger trusler og vold, hvis ikke der betales tilbage i tide.
Det er altid sjovt at se genrefilm i en dansk kontekst, som da Fenar Ahmad med ’Underverden’ placerede en dyster actionthriller i de københavnske kvarterer. I ’Kød og blod’ udspiller det kriminelle familiedrama sig i anderledes rammer: Et forstadshus med lædersofaer og dåse-Pepsi ad libitum i køleskabet.
Man forstår godt, at internationalt anerkendte Sidse Babett Knudsen er vendt tilbage til Danmark for at indtage den mangefacetterede rolle. Bodil veksler løbende mellem manipulerende provinsmafioso og kærlig alenemor, der (i øvrigt ligesom bedstemoren i ’Animal Kingdom’) kysser sine sønner på munden. De to sider overlapper på problematisk vis hinanden, så sønnerne aldrig slipper ud af hendes jerngreb.
Hun suppleres med gode skuespilpræstationer over hele linjen. Særligt Joachim Fjelstrup udmærker sig som den underspillet faretruende storebror Jonas, der agerer den fornuftige voksne blandt sine mere underkuede småbrødre, men samtidig synes at gemme på et voldsomt raseri under overfladen.
Drillerierne mod Elliott Crosset Hoves David bliver eksempelvis tiltagende voldsomme. »Skal du have en lussing at gå ind på?«, spørger Jonas i bilen, inden de skal ind og true en lokal beboer, hvorefter han klasker en utilpas David fem gange i ansigtet. Vold og kærlighed er uløseligt og giftigt forbundet i denne højfunktionelt dysfunktionelle familie.
Hovedrolleindehaver Sandra Guldberg Kampp gør det også upåklageligt i sin spillefilmdebut, men desværre er hendes lidt passive karakter mindre spændende. Historien dykker ikke særlig dybt ned i Idas sorg over morens død – ja, måske kunne karakteren faktisk være helt udeladt.
Ida fungerer selvsagt som publikums vej ind i Bodils familie, men den rolle kunne Davids nye kæreste Anna (stortalentet Carla Philip Røder) egentlig også godt have indtaget. Hendes sjove og smånaive karakter, der har en mindre bøf med Bodil, sættes i en tiltagende ubehagelig og svær situation mod filmens slutning, som havde været spændende at udfolde yderligere.
Slutningen er i det hele taget det bedste ved ’Kød og blod’. Som publikum efterlades man forpustet og urolig, idet tematikken om det familiære fangenskab virkelig spidser til.
Inden da er familiedramaet desværre i den forudsigelige ende, og sammenligner vi igen med ’Animal Kingdom’, er ’Kød og blod’ ikke lige så intens og medrivende.
Mest ærgerligt er det, at brødrenes interne gnidninger og barnagtige morsyge ikke får lov at implodere på egen hånd. I stedet igangsættes filmens egentlige hovedkonflikt af et udefrakommende, genretypisk og knap så interessant element: En pistol.
Kort sagt:
Sidse Babett Knudsen og resten af castet gør det forrygende i instruktør Jeanette Nordahls spillefilmdebut, men det kriminelle familiedrama bliver først rigtigt medrivende og overraskende til allersidst.