For tiden lever Lillebittebock en form for munketilværelse på idrætshøjskolen Bosei. Her består hverdagen hovedsageligt af kampsportstræning, løbeture i skoven, masser af te og meditative seancer på eneværelset, hvor der læses, tegnes og tænkes.
Man kunne altså tro, at Adam Bock, som rapperen rigtigt hedder, havde fundet en form for zen herude i skoven i Præstø. Og det har han også: I hvert fald lever han sundt (Bock er straight edge og veganer), dyrker motion og er – vigtigst af alt – stoppet med stofferne.
Men bare fordi den 21-årige kunstner har skiftet den selvdestruktive rapper-livsstil ud med meditativ naturidyl, er hans tanker ikke faldet til ro. Snarere tværtimod. Det virker helt tydeligt, da jeg møder Lillebittebock i højskolens spisesal.
Han virker nærmest hyperfokuseret. Den unge rappers tankestrøm fyrer fra det ene emne til det næste, kun afbrudt af korte slurke fra tekoppen, han bærer rundt med sig alle steder. Han fortæller blandt andet, at et munkeophold i Kina er gået i vasken på grund af coronavirus, og at han derfor nu bor her på Bosei-skolen, hvor han har tapetseret hele væggen på sit værelse med egne tegninger.
Vi taler også om hans nye musik (»jeg laver slet ikke rapmusik mere!«), og ep’en ’Ondskaben tog over’, der lige er udkommet og viser en ny, lysere vej for ham.
I løbet af den eftermiddag, vi tilbringer sammen, når Bock desuden at lege med tanken om at blive psykolog, være en Buddha, lære at lave landskabsmalerier og at starte et punkband. Han taler også om diverse guruer det ene sekund, blot for at spekulere over krystalhealing eller Herman Hesse det næste. Tankerne hvirvler. Selv om han siger, at det ikke »nytter en skid at tænke over tingene«, kan han tydeligvis ikke lade være.
Jeg har det nærmest en lille smule som, hvis jeg besøgte den sene Nietzsche på sit ensomme bjerg – som om Bock er dansk raps Zarathustra; en misforstået, isoleret kunstner, der nedfælder hårde domme over det falske samfund og de overfladiske mennesker. Samtidig har han lidt samme tøjlesløse energi som Kanye West i nogle af de der småmaniske interviews, hvor han virkelig har fået talt sig varm og ser fjender over alt.
Det er næsten som om, Lillebittebock har brugt de seneste måneders isolation til at opbygge et arsenal af ideer og koncepter, han tester af på mig i rekordfart. Han er skarp, passioneret og (det kan han ikke skjule) fortsat meget idealistisk. Selv når han prøver at være kynisk, skinner der en vilje til at vælge det gode igennem.
Adam Bock er altså – som han selv siger det – ved at finde ud af, hvordan han skal leve sit liv. Han vil gerne være et ordentligt menneske. Men han er også helt grundlæggende ved at finde tilbage til en normal tilværelse efter en periode med mange stoffer, der blandt andet endte i en indlæggelse på psykiatrisk afdeling på grund af selvmordstanker.
Det er samtidig tydeligt, at han ikke har tålmodighed til at tale uden om eller skjule sine meninger. I løbet af mit besøg i Præstø, hvor vi går tur gennem de smukke skove, der netop er blevet ramt af en mindre snestorm, og jeg senere ser Adam Bock bombardere en boksepude med slag, lufter han således også sin uforbeholdne mening om både det musikmiljø, han før var en del af, og musikbranchen, han føler sig svigtet af.
Lillebittebock har ikke bare noget på hjerte, han har hele hjertet og hjernen fyldt til randen. Vores samtale ender heller ikke som et normalt interview, for jeg får ikke stillet spørgsmål eller dirigeret samtalen så meget som at rapperen fører tankestrømmen efter sit eget hoved.
Derfor er denne artikel en samling af Adam Bocks monologer, som de knytter sig til de centrale spørgsmål, der fylder i hans liv lige nu: Afskeden med stofferne, fuckfingeren til musikbranchen, kærligheden til musik og spørgsmålet om, hvordan man lever sit liv bedst muligt.
For lidt under et år siden stoppede Lillebittebock med at tage stoffer efter en periode, hvor han især misbrugte benzodiazepiner (såkaldte benzoer) – det vil sige angstmedicin og bedøvende stoffer som Xanax og Valium. Han har siden talt dunder mod stofferne (blandt andet i Soundvenues hiphop-podcast) og kritiseret hiphopkulturens hyldest af dem.
»Min mor kendte engang en, der var maniodepressiv. Så fik han medicin mod det, og så syntes han bare, alt var fucking kedeligt. Det var meget sjovere at svinge hele tiden. Det er sjovt nok at have det neutralt, men jeg har også det der junkie-gen. Det er også derfor, jeg kan lide at tage stoffer. Jeg elsker det der kaos«.
»Man burde jo ikke hele tiden have behov for, at der skal ske noget nyt. Det havde jeg. Et kort rush af stoffer, af at farve hår, se ekstrem ud eller noget andet. Men det er kortsigtet. En eller anden dag lå jeg bare på min sofa og havde angst, og så var det som om, jeg vågnede op«.
»Jeg havde det fucking nederen sidste år. Jeg var stoppet med stoffer, men jeg havde det som om, jeg var inde i en boble. Jeg kunne ikke se klart overhovedet og levede i en kæmpe tåge. Jeg havde puttet så mange lag af lort på mig selv. Lag af løgne, der skulle skjule min usikkerhed. Blandt andet i form af tøj og vennekredse«.
»Når man har det dårligt, kan man for eksempel klæde sig bedre for at kompensere. Eller farve sit hår. Alle mennesker, der farver hår, har det for det meste ikke så godt. Det sagde min frisør til mig engang. Det er fordi, man ikke er tilfreds med sit eget selvbillede«.
»Jeg skulle ud af den dårlige periode. Væk fra de dårlige venner og de dårlige vaner. Det har været noget af en omvæltning, og det har været svært. Jeg er stadig ikke færdig med processen. Der er ikke gået et helt år endnu, hvor jeg har været clean«.
Den unge Adam Bock havde været i jævnlig kontakt med kokain og andre stoffer, fordi han gik til technofester i København og generelt havde en livsstil, han selv kalder »fucking usund«. Men det har især været benzoer, der har ført ham alvorligt på afveje.
»Jeg kan huske, jeg tog mdma en aften og fik et psykisk sammenbrud. Jeg røg på akut psykiatrisk, og så gav de mig noget Valium. Det havde jeg aldrig prøvet før. Så jeg tog den der pille. Jeg havde haft panik i 24 timer, og det eneste, jeg havde lyst til, var at få noget ro. Alle, der har prøvet det, ved, hvad jeg taler om. Så tog jeg pillen, og den gav mig den mest intense følelse af ro, jeg nogensinde har oplevet«.
»I starten tog jeg det Valium, jeg fik af lægen. Senere tog jeg ting som Rivotril, som er en benzo, der varer i to dage, hvorefter man ikke kan huske en skid. Du blackouter hver eneste gang. I den tid, hvor jeg var på benzoer, kan jeg ikke huske et eneste show. Jeg kan huske en koncert, hvor jeg havde solbriller på. Jeg stod og rappede og tog dem af og kom til at sige højt: ’Nej, det er slet ikke meningen, jeg skal tage solbrillerne af, for jeg ser så fucked ud’«.
»Hvis man er en person, der er lidt skør i forvejen og så tager benzoer, bliver man den største psykopat i verden, for det gør dig frygtløs. Du er ikke bange for noget som helst. Og alt du gør virker som det mest rationelle i verden«.
»Når man tager stoffer, undertrykker man en masse ting ubevidst, men de kommer frem alligevel – det kan være gennem drømme eller en følelse af, at du ikke står ved dig selv. Man tænker, at man skal have det sjovt, men der er jo en grund til, at man ikke kan være til stede i hovedet. Der har været en masse følelser, jeg ikke har kunnet overskue at føle, og så har jeg spist nogle piller for at få dem væk. Det skal jeg bearbejde nu, og det tager sin tid. Jeg får sådan nogle vredesudbrud en gang i mellem, så tager jeg ud og løber«.
»Fuck stoffer. Jeg sværger, jeg fucking hader stoffer«.
Tilbage i København var Lillebittebock en del af et stort hiphopmiljø, hvor en række unge rappere lavede musik, der både var inspireret af Atlantas trapscene og den unge, rowdy Soundcloud-rap. Stoffer spillede en stor rolle – både i studierne og i teksterne.
»Vi var en masse mennesker, der ikke havde det så godt, og så tog vi en masse stoffer sammen. Jeg tror bare, vi trak hinanden ned i et hul. For mig har det været en god lektie at lære, at jeg ikke har brug for at have venner. Man skal stå på egne ben og ikke gå tilbage til dem, der har været dårlige for én.«
»De (miljøet i København, red.) var helt væk. Helt fucked. Folk er bare på stoffer. Og så er de sygt overfladiske. Jeg er sådan en godtroende, naiv person, der bare er sød mod folk og tænker, at så er de søde mod mig. Men sådan er alle ikke, desværre. Så nu holder jeg mig til meget få, som Bizarius, der har produceret hele den nye ep«.
» Jeg tror, at det er gået op for mig, at de folk, jeg engang syntes var seje, er nogle fucking idioter. De kunstnere – de er jo bare nogle tumper på stoffer, mand! Jeg har set op til de her idioter, fordi jeg tænkte: Det her er vejen frem i livet«.
Lillebittebock er klar omkring, at han ikke har en konflikt med den københavnske scene. Men han virker skuffet over hiphopverdenen og de rappere, han engang så op til, og han føler sig svigtet af musikbranchen.
»Den eneste grund til, at jeg ville have en pladekontrakt, var fordi jeg tænkte: Fedt, nu kan jeg fucking få noget kokain! Jeg var 18 år gammel og havde en kontrakt hos verdens største pladeselskab«.
»De var mange mennesker omkring mig, der var ældre end mig og havde meget mere livserfaring. Og jeg havde det af helvedes til. Hvorfor var der ingen, der sagde noget til det? Har man mistet så meget medansvar for sine medmennesker, at man ikke engang siger: ‘Hey, er du sikker på, at du har det okay, når du laver en sang, der handler om, at du ikke ved, om du når at blive 40 år’? Det har jeg ingen respekt for. Nul procent«.
»De vil bare have deres fucking penge, mand. De er helt væk, og så tror man, at de er ens venner og vil dig det bedste. Jeg kan ikke lide sådan nogle mennesker. De giver mig lyst til at starte et punkband i stedet for, hvor jeg bare råber ’FUUUUUCK!’«
»Måske er det mig selv, der er lidt i oprør. Måske er det okay at være lidt overfladisk. Men jeg kan ikke lide det! Jeg vil skide folk i munden! Jeg er bare sur på alt for tiden. Jeg synes, alt er lort. Undtagen mit lort. Mit lort er flot!«
Opholdet på Bosei Højskole er en stor kontrast til de miljøer, rapperen taler om, når han tænker tilbage. Her er livet præget af disciplin, selvforbedring og nogle få simple ting. Te, løbeture, kampsport. Især sidstnævnte har været en hjælp for Lillebittebock. Det virker nærmest som om, den rent konkrete, fysiske kamp hjælper med de indre opgør.
»Jeg opdagede boksning forrige december (2018, red.), da jeg var indlagt på et psykiatrisk hospital, fordi jeg havde selvmordstanker. Der var fucking kedeligt, men der var en boksepude, og så tænkte jeg: Det vil jeg starte til. Senere, da jeg stoppede med stoffer, hjalp det mig ud af det«.
»Her (på højskolen Bosei, red.) sparrede jeg først med en, der hedder Bilal, der vejer dobbelt så meget som mig. Jeg fik så mange slag i hovedet. Jeg blev fuldstændig flækket. Når man får så mange slag i hovedet, kan man ikke andet end at blive ydmyg. Det er det bedste reality-check, man kan få«.
»Jeg fik lyst til at træne mig selv. Push it to the limit! Har du set ’Baki the Grappler’? Den handler om en 13-årig dreng, hvis far er den stærkeste mand på jorden. Så han har sygt meget at leve op til. Det er aldrig godt nok. Han skal træne mere og mere og bliver aldrig stærk nok. Sådan har jeg det«.
»Jeg vil blive sygt stærk og god til at slås. Man skal se livet som en film, ellers er det fucking kedeligt. Jeg synes, livet er så meningsløst. Nogle dage sidder jeg og har det helt eksistentielt og tænker over, hvad fuck meningen er med det hele, men så siger jeg: Fuck dig, Adam! Og så løber jeg seks kilometer«.
»Nogle gange kan jeg ligge og se en film eller et eller andet, mens det regner, og så kommer ’den anden Adam’ op i hovedet og siger: Det er sgu ikke godt nok, nu skal du fucking ud at løbe! Nu skal du løbe i det her lorte regn!«
»’Den anden Adam’ er ham den sure, hvor det aldrig er godt nok. Hvis jeg havde haft en far, som var en almindelig far, havde han nok været sådan, men nu har jeg bare selv skabt ham oven i mit hoved. Han tvinger mig til at være disciplineret«.
Selv om angsten altså stadig spørger – og selv om Adam Bock stadig kæmper med fortiden – har han fundet et foreløbigt fodfæste. Han er på vej mod lyset. Og det skinner også igennem på den nye ep, ’Ondskaben tog over’, der udkom i fredags.
»Før i tiden tog jeg en masse piller og røg en masse fede, når jeg skulle i studiet. Nu går jeg i studiet på en anden måde. Men da jeg startede, var jeg jo også ædru, når jeg lavede musik«.
»Jeg kan ikke lade være med at tegne, male eller lave noget andet ’kunstnerisk’. Jeg kan ikke lade være. Det er ligesom, når mennesker skal skide. De kan ikke lade være. Jeg skider bare over det hele, hele tiden. Jeg finder et eller andet at skide med«.
Den nye ep, som Lillebittebock netop har skidt ud, er noget af rapperens stærkeste materiale indtil videre. Et højdepunkt er en virkelig smuk sang om genfødsel (’Fønix’), der virker ekstremt rammende på hans situation lige nu. Men han skinner også bare klarere igennem end før. Det er som om, Lillebittebock er kommet ud af stormen. Sådan føles det også sidst i vores samtale, hvor vi er ved at være tilbage på højskolen, og Bock bare lader sine tanker hoppe fra idé til idé. Her er – som en slags epilog – et par af hans strøtanker.
»Der kommer ikke en skid ud af at tænke. Der kommer ikke noget godt ud af at tale om det. Man kan være den klogeste mand på jorden og være vildt deprimeret. Så det handler om at være stærk og have det godt«.
»Jeg tror, det er meget nemt at virke tosset, hvis du er omringet af mennesker, du ikke er enig med, og hvor du er den eneste, der tænker over det lort, som folk gør«.
»Man kan jo ikke andet end at blive vanvittig af at leve livet. Det er lige meget, hvad man gør, så er det åndssvagt. Men det er jo også det sjove ved det. Man skal også kunne grine af det. Man skal ikke tage det hele så frygtelig seriøst. Det er bare, hvad det er. Livet er mærkeligt, og sådan er det. Man skal bare have det bedste ud af det. Nu har jeg fandme snakket mange mærkelige ting! Du må ikke få mig til at lyde som en konspirationsteori-gut, der har fået en psykose«.
»Jeg er et miks af så meget lort og fordærv, som er blevet til et menneske. Som nu har besluttet sig for at lave rapmusik. Jeg forstår det ikke helt selv, mand!«