’En splittet familie’: Hjerter knuses for åben skærm i empatisk flygtningedrama
Mens coronakrisen pludselig gør følelsen af ensomhed virkeligere for flere end normalt, er undtagelsestilstanden samtidig en oplagt lejlighed til at få udvidet sin socialbevidste horisont.
Som kaldet til formålet er Mira Jargils (’Drømmen om en familie’) dokumentar om familiesammenføring en interessant, væsentlig og medmenneskelig udforskning af, hvad det til tider fjerne politiske udtryk betyder for de involverede.
Den ni år lange krig i Syrien er bagtæppet for fortællingen. Men modsat eksempelvis den Oscar-nominerede ’The Cave’ er det andre landes kringlede immigrationssystemer og kulturer, der bliver startpunkt for en essentiel historie om, hvad det vil sige at være menneske og flygtning samtidig – hvilket tilsyneladende er svært at få lov til i både Tyrkiet, Canada og Danmark.
Fra de tre lande følger vi en splittet familie bestående af Rana, Mukhles og deres sønner Nidal og Jad. De er flygtet hver for sig, så børnene bor alene i Tyrkiet og Rana i Assens, mens faren Mukhles arbejder som kok på en arabisk restaurant i Ottawa. I et Syrien af i går var forældrene højtprofilerede læger, Mukhles endda for det syriske fodboldlandshold. Nu navigerer de hver især i bureaukratier med tunge rygsække på ryggen.
Rana lærer vi især at kende gennem hendes vridende kamp med det danske system. Hun tyres rundt som en hoppebold i telefonkø hos Fyns politi. Får afvist visum hos den tyrkiske ambassade. Tysses på i bussen af en patroniserende, dansk dame. Men knækker kun sjældent nakken udadtil.
Væsentligheden af fortællingen minder mig om den oversete DR3-serie ’Rodløs’, der fulgte en række unge flygtninge i Danmark.
Der er samtidig en minimalisme på spil i dokumentaren, der giver os plads til virkelig at fornemme familiens følelser og langsommelige genforeningskamp, samt racismen, savnet og traumet, der skurrer i bagrunden. Billederne er visuelt uinteressante, men fokuserede i deres vidnesbyrd af menneskelige følelser.
Som et mere humoristisk afbræk ses Ranas danskundervisning, hvor pålæg spiller en forbløffende stor rolle. For hvad skulle en tilkommer dog stille op uden den livsvigtige forståelse af pålæggets natur: »It’s everything you put on the bread«.
Imens laver hendes snart 18-årige søn en håbløs pastaret, der ikke smager lige så godt som morens, mens deres gamle liv føles som en fjern drøm. I Canada kigger faren hellere på gamle billeder af familien end at tale med dem i virkeligheden, fordi han har ondt og skammer sig.
Kontrasterne skæres ud i pap, men empatien strømmer gennem hvert minut.
Kort sagt:
Uafhængigt af politiske synspunkter har Mira Jargils ’En splittet familie’ basal humanistisk værdi som et fuldbårent portræt af, hvordan et samfund kan skrumpe et menneske – og vidnesbyrd om, hvordan en families kærlighed kan stå mere imod, end den burde være nødt til.