KOMMENTAR. »We need Kate and we need Leo and we need them now!«.
Sådan lyder det i en spot-on scene i ’Love Actually’, hvor Liam Neeson opfordrer sin ulykkeligt forelskede stedsøn til at søge sofahyggetrøst om bord på tidløse ’Titanic’.
Mit eget romantiske hjerte, for hvem Rose og Jack for evigt vil være go-to bekendtskaber i kærlighedskatastrofer, har altid sympatiseret stort med gestussen. Men midt i en anderledes global, akut uhyggeskabende og forvirrende tid som nu, er der kun én »captain, my captain«, jeg vil betro roret i redningsbåden:
Og det er selvfølgelig Tom Hanks.
Igennem fire årtier har Hollywoods ultimative Mr. Nice Guy og hans ditto karakteristisk empatiske filmkarakterer være indbegrebet af godmodig, klippefast medmenneskelighed. Det er overordentligt svært at hate på Hanks i al seriøsitet (forestiller jeg mig; jeg kender ikke en sjæl, der gør det), og derfor ramte det for mange tydeligvis også en mere personlig nerve, da skuespilleren og forfatteren i sidste uge annoncerede på Instagram, at han og hustruen Rita Wilson var testet positive for covid-19 under filmoptagelser i Australien.
Over tre opdateringer, der dårligt kunne være mere forskellige fra præsident Trumps daværende Twitter-ringeagt for corona-alvoren, opfordrede Hanks sine otte millioner følgere at komme sundhedsmyndighedernes råd i hu og tænke på andres ve og vel:
At det lige akkurat skulle være internationalt skattede, universelt anti-panikinducerende Hanks, der faciliterede jordnær opmærksomhed på sygdommens rækkevidde og basal håndhygiejne for alle dem, der i sidste uge stadig måtte have troet, at Alcogel var en by i Kina, var paradoksal på filmisk niveau.
Men det er ikke første gang, at et af Hollywoods mest vellidte koryfæer bliver det relaterbare ansigt på en sundhedskrise, mens den amerikanske regering lurepasser på sidelinjen.
Førsteelskerens tragedie
Da alletiders filmklassiske førsteelsker Rock Hudson i 1985 meddelte verden, at han havde aids og derigennem også, at han var homoseksuel, sendte det chokbølger igennem præsident Ronald Reagans religiøst-hykleriske USA, der i årevis havde lukket øjne og ører for aids-epidemiens enorme menneskelige omkostninger.
Foruden at være en regulær folkehelt var Hudson også privat ven af præsidentparret, og man mener, at hans død samme år var medvirkende til at få Reagan til møjsommeligt at skifte kurs (om end det tog ham to år mere at kalde på landsdækkende aids-tests).
Rock Hudsons sygdomsforløb endte tragisk, men hans udmelding gjorde en væsentlig forskel for den jævne amerikaners forståelse for hiv og aids på et tidspunkt, hvor landets statsoverhoved helst havde tiet sygdommen ihjel, som var den lidet andet end dårlig pr.
Skuespillerikonets ulykkelige dobbeltliv i datidens homofobiske Hollywood er selvsagt ikke at sammenligne med Hanks’ coronadiagnose anno 2020, men som covid-19-kaosset eskalerer dagligt på tværs af kontinenter, kan man dårligt knægte den eksemplariske signalværdi, der ligger i Tom Hanks’ budskab, når han uden dramatik bruger sin superstjerneplatform til at mane til samfundssind.
Simultant med at kingpingen i Det Hvide Hus spenderer pandemi-tiden på at spille golf og pille navle i lige mål, bemærkes.
Woodys næstekærlighed
For nogle betyder en kendis fra eller til i pandemistatistikken ikke en døjt, når millioner af mennesker smittes fra Vesterbro til Wuhan. Fred være med det. Men det varmede immervæk min egen karantænesjæl noget så varmt og venligt, da Hanks og Wilson atter blev udskrevet fra hospitalet tirsdag.
Kærlighedsklicheerne har det med at ryste sarkasmen af sig i krisetider. Måske især blandt dem, der kaldte dem klicheer i første omgang ud fra et par fredsårtiers popkulturelle antagelse af, at zero fucks trumfer bred likeability på coolness-kontoen.
Lige nu har vi brug for likeable. For Woodys næstekærlighed, Captain Millers moral og Forrest Gumps uselviske hjertevarme. Som ’Love Actually: The Corona Cut’ ville have formuleret det:
»We need Tom. And we need him now«.