’Citizen K’ på CPH:DOX: Tankevækkende dokumentar går lige i flæsket på Putin
CPH:DOX. Det er svært ikke at sidde forarget tilbage, når man har set mesterdokumentaristen Alex Gibneys ’Citizen K’. Mens de fleste af os gør nar ad og kritiserer Trump, sidder der en endnu værre leder – en diktator – på magten i et af verdens største og mest magtfulde lande, Rusland, som hyppigt bliver inviteret til statsmøder i Vesten.
Vi vender det blinde øje til, når Vladimir Putin spreder død og ødelæggelse i Syrien, annekterer sine nabolande efter forgodtbefindende eller får sine kritikere fængslet, sågar myrdet på åben gade.
Det imponerende ved ’Citizen K’ er ikke bare, at den formår at optegne en moderne, kapitalistisk totalitær stat, så man for alvor mærker afmagten, men også at den går bagom skabelsen af det nye Rusland ved at fokusere på en af Putins mest udtalte modstandere: Mikhail Khodorkovsky, der siden landets (meget) pludselige overgang fra kommunisme til kapitalisme blev en af de syv mest magtfulde oligarker, som tilsammen sad på 50 procent af landets penge.
Filmen tager os effektivt tilbage til starten af 90’erne og skildrer den form for gangsterkapitalisme, der opstod efter murens fald, hvor opportunistiske mænd opdagede en række smuthuller i landets haltende lovgivning, som kunne sikre dem enorme rigdomme og vigtigst af alt, magt. Som Khodorkovsky siger: En periode, hvor Rusland gennemlevede det amerikanske Vilde Vesten på blot syv år.
Magt er det altomsluttende tema i ’Citizen K’, der viser to politiske modstandere, som begge er opslugt af det samme begær for kontrol. Den viser, hvordan grådighed avler ulighed, og hvordan det griske oligarki var med til at placere Putin på toppen af tronen i håb om, at han ville agere marionetdukke for deres kapitalistiske dagsorden.
Den blotlægger et system, der hylder korruption og ambition, som når Putin i sine tidlige dage bliver forfremmet, da hans overordnede finder ud af, at han succesfuldt har begået underslæb med statsmidler, der skulle have afhjulpet hungersnød.
’Citizen K’ veksler mellem en opslugende gennemgang af Ruslands nyere historie og et portræt af sin titelperson. Filmen optegner et billede af en stålsat og lynende intelligent forretningsmand, der er villig til at ofre sit liv for at gennemtvinge sin vilje og sætte sig i respekt.
Alligevel er det, som om Alex Gibney ikke helt formår at bryde gennem Khodorkovskys hårde facade, når han interviewer ham i hans eksil i London, hvor russeren har boet, siden han blev dømt for underslæb og afsonede 10 år i en sibirisk fangelejr og siden blev anklaget for mord.
Khodorkovskys blakkede fortid med lyssky forretningsaftaler og bestilte mord på samvittigheden italesættes primært gennem andre interviewpersoner, selvom oligarken selv er villig til at indrømme, at han »langt fra er en ideel person, men trods alt en mand af idealer«.
Filmen virker til at sluge den kalkulerende politikerspires moralske vækkelse til fordel for lidt for belejlig dramaturgi, hvor Khodorkovsky i sidste ende står som et nødvendigt onde i kampen mod Putin, som han orkestrer fra sit eksil.
’Citizen K’ er bedst, når den dykker dybt ned i Ruslands samtidshistorie og viser, hvordan magtfulde mænd har formået at overbevise både sig selv og deres vælgere om, at landet ikke kan køre uden dem. Og hvordan de er villige til at gøre alt for at holde fast i eller generobre den magt – et selvforstærkende system, der kun avler mere ulighed og lede.
Kort sagt:
’Citizen K’ præsenterer et tankevækkende og gennemarbejdet indblik i, hvordan Rusland endte i hænderne på en magtliderlig tyran som Putin.