Kylie Minogue

Popprinsessen har i næsten 20 år regeret Australien og størstedelen af den vestlige verden med (takt)fast hånd. Nu holder hun hof med sit tiende album. Men i stedet for at placere sylfiden endnu højere oppe på pop-piedestalen, får albummet taburetten til at vakle.

Bevæbnet med en parade af stjerneproducere har Kylie givet musikken en ordentlig indsprøjtning Botox. På sit 39. år lyder hun fortsat som en ung, koket skolepige, mens musikken følger trop og er stram og åleglat alle de rigtige steder. Resultatet af denne foryngelseskur er desværre, at Kylie lyder som alle andre frem for sig selv. Musikken er dyppet i et tidstypisk retroelectro-poppet væde, og man mangler i den grad en form for personlig signatur på albummet.

Det starter ellers rigtig godt. Albummets første nummer, ‘2 Hearts’, indledes med håndklap, en groovy basgang og er en glampoppet perle. Omkvædet med klaverboksning, whooo-kor og Kylie’s kælne vokal er fængende ud over alle grænser, og viser Kylie fra en anden side end sædvanligt. Æren skal tilfalde electropop-trioen Kish Mauve, som har skrevet og produceret nummeret. Desværre er det det eneste bidrag fra dem på albummet, som byder på talrige producere – heriblandt også danske Cutfather og Jonas Jeberg.

Glæden er dog kort, for ingen andre numre lever op til ‘2 Hearts’. De fleste af dem roder rundt i discopoppen, men formår ikke at bryde fri af den for ofte forudsigelige og ensformige formel. ‘In My Arms’ er dog et andet lyspunkt. En eksplosion af synths og dansabel pop baner vejen for et overvældende sukkersødt, og fængende omkvæd, som for et øjeblik bringer den ‘gamle’ Kylie tilbage. Det minder desværre også én om, at man på de fleste af albummets andre numre savner hende. Lad os håbe, hun vender tilbage på det næste album.