’Love Wedding Repeat’: Netflix’ bryllupsbasker er en gang kluddermor over 90’ernes elskede kærlighedsfilm

»Det tager kun et øjebliks uheld, før alle vores håb og drømme ryger lige lukt i lokummet«.

Sådan slår en Judi Dench-wannabe-voiceover fortællingen an i instruktør Dean Craigs (’Death at a Funeral’) nye Netflix-romcom ’Love Wedding Repeat’, der flirter med sommerfugleeffekten og beskedent lover kærlighed, bryllup og gentagelse.

Forlægget er en herhjemme ukendt fransk komedie, ’Plan de table’, som er blevet flyttet til et italiensk slot og befolket med tumpede britiske gæster, sandsynligvis for at catfishe fans af Richard Curtis’ bryllupsklassiker ’Fire bryllupper og en begravelse’.

Udgangspunktet er en næsten-romance mellem Jack og den smukke amerikanske Dina, der efter at være blevet sat sammen af Jacks søster har forelsket sig i løbet af en weekend i Rom. Der er afskedskys i luften på den tomme plaza, da de afbrydes af en af Jacks bekendte fra universitetet. Ude af stand til at afvise den uindbudne tilskuer er Jack pludselig på vej til lufthavnen med sit uni-bekendtskab og ikke mod solnedgangen med sin udkårne.

For at cementere den grovkornede britiske humor kaldes Jack desuden for wanker i løbet af de første par minutter af en gumpetung åbningsscene, hvor det havde været mere subtilt at skrive »forspildt chance« henover den italienske nattehimmel med fyrværkeri.

Der klippes herefter et par år frem i tiden, hvor søsteren Hayley skal giftes med italienske Roberto på et smukt italiensk slot. Et par minutter inden de går til alters, vælger Hayley at fiske Jacks kærlighedsfantasi om the one that got away op fra lokumsskæbnen, da hun fortæller ham, at den nyligt single Dina deltager i festen.

Hvad der videre sker i ’Love Wedding Repeat’, er næsten byzantinsk at forklare taget i betragtning af, at filmen skal forestille at være en letbenet komedie. 

Med en flok italienere i baggrunden roterer filmen om festens otte britiske gæster, som har hver deres generiske karakterprojekter at passe undervejs. Den kedelige Sidney er mødt op i kilt for at score, selvom han ikke er skotte, hvilket slår fejl, da stoffet kradser om nosserne. Bryan er brudens »man of honour«, men også skuespiller og mest optaget af at skaffe sig en rolle i den italienske instruktør og bryllupsgæst Vitellis nye film.

Den ellers fremragende komediespiller Aisling Bea (’Living With Yourself’) gør, hvad hun kan som den plaprende Rebecca, en singlekvinde på rov, men har ikke meget at arbejde med. Mest mystisk er det, at Jacks ondskabsfulde ekskæreste Amanda, Freida Pinto fra ’Slumdog Millionaire’, og hendes penisfikserede kæreste Chaz er inviteret til brylluppet. Men forfatterne skulle tydeligvis tælle til otte.

Som den sidste strittende spids i bordplanens oktogon dukker Hayleys barndomsflamme Marc, et cokehoved med skjorten flagrende ud af bukserne, op for som en anden ’Shrek’ at afbryde brylluppet og stikke af med bruden. Hvorfor ikke bare bede ham om at gå, tænker man så? Lidt ligesom med Jacks uni-ven på plazaen er der en både let og rimelig løsning på problemet. Hayley er dog nervøs for, at Marc vil gøre skade på sig selv. Men det er nok mest, fordi det er belejligt for plottet, at han bliver. Så Hayley beder bror Jack om at bedøve ham med sovemedicin.

Jeg er ingen Sherlock Holmes, men man skal ikke have indgående kendskab til kløgtige forgiftningsteknikker for at vide, at den, Jack gør brug af, er produktet af en overstadig forfatterhjernes ønske om, at han mislykkes. Jack vælger nemlig at putte sovemedicinen i det tomme glas ud for Marcs bordkort. Så snart Jack slipper glasset af syne, vælter der selvfølgelig en gruppe italienske børn ind og bytter rundt på alle otte bordkort som de kaosdryssende skovfeer i ’En skærsommernatsdrøm’.  

Det slås fast, at filmens helligste motor er en fundamentalistisk Emma Gad-forherligende præmis om, at bordplaner kan være livsændrende. En påstand den skabede voiceover også lige får understreget med den grinagtige formulering: »Noget så tilsyneladende ubetydeligt, som hvor vi sidder ved et bord, er faktisk tilfældigheder, der dikterer, om kærligheden vil lykkes«.

Mest af alt forbander man den ulidelige time, man skal tilbringe med de blodfattige versioneringer af ’sjove britiske bryllupsgæster’, før den lovede gentagelse fra titlen bringes i spil.

Det eneste tilnærmelsesvis specielle er således det påtaget eftertænksomme ’Sliding Doors’/’Lola rentt’-greb, der med kun én egentlig gentagelse af festens begivenheder virker undervældende. Det er ikke just ’Groundhog Day’, men føles alligevel lidt sådan af de helt forkerte grunde.

---

Kort sagt:
’Love Wedding Repeat’ leverer som lovet både kærlighed, bryllup og gentagelse. Dog er manuskriptet et fantasiforladt spil kluddermor, som fattigt formår at genoplive 90’ernes elskede bryllupsfilm. Faktisk tvivler jeg på, Richard Curtis ville gide tørre røv i det. Men hvis man kniber øjnene sammen, ligner den mandlige hovedkarakter da Hugh Grant en lille smule.