Laust Sonne

Det er ikke første gang, Laust Sonne forlader trommesættet i D-A-D for en stund og stiller sig i front for egne sange. Hans eget band, Dear, har allerede to album i diskografien, og egentlig startede det nye album som et tredje Dear-udspil. Men undervejs udviklede lyden sig i en helt anden retning, og Laust Sonne valgte i stedet at udgive det som sit første album i eget navn.

Bevægelsen mod et mere elektronisk udtryk kunne allerede fornemmes på den efterhånden to år gamle singleforløber ‘Spell On You’, som var en flirtende og veloplagt skive pop med Prince-falset og spændstigt basspor. Det niveau lever Laust Sonne desværre ikke op til på resten af albummet, der har svært ved at finde sit ståsted.

Sange som ‘Call Me Up’ og ‘Disco Heart’ er pressefoldet voksenpop, der kiler sig ind et sted mellem Eric Gadd og Kasper Winding, men uden at gøre synderlig væsen af sig. Omvendt lyder numre som ‘Body Talk’ og den aktuelle single ‘Vertigo’ som forsøg på at tage kampen op med navne som Joey Moe og Burhan G, der lader vejen til pigetrusserne gå gennem en blanding af sukrede ballader og glat dance-pop fra The Voices playlister.

Hvor Laust Sonne selv befinder sig midt i dette velsmurte, men temmelig kønsløse popmaskineri, fortoner sig i kompresserede elektroniske synthflader og tyndbenet sangskrivning. Et skuffende udspil fra en musiker, der givetvis har mere i sig.