Fem Christopher Nolan-film kan ses i IMAX herhjemme som optakt til ‘Tenet’

Fem Christopher Nolan-film kan ses i IMAX herhjemme som optakt til ‘Tenet’
'Inception'. (Foto: DC Comics/Warner Bros.)

Vi venter alle sammen i noget nær åndeløs spænding på Christopher Nolans ‘Tenet’, der stadig står til premiere 17. juli.

Men nu kan man bruge ventetiden på bedste beskub, når Cinemaxx i København og Aarhus viser fem af den amerikanske filmtryllekunstners værker på det store IMAX-lærred.

De fem film er ‘Interstellar, ‘Inception, ‘Batman Begins’, ‘The Dark Knight’ og ‘The Dark Knight Rises’, og på nær en enkelt visning af ‘Interstellar’ er det første gang, man kan se filmene i det storladne format herhjemme.

Christopher Nolan er kendt som filmverdens førende fortaler for IMAX, og han har skudt store dele af alle filmene undtagen ‘Batman Begins’ på særlige IMAX-kameraer, hvilket konkret betyder, at lærredet i nogle af scenerne åbner sig i toppen og bunden og dermed bliver 26 procent mere udfyldt.

Lydarbejdet på Nolans film er desuden særligt designet til IMAX, så alt i alt er visningerne i Cinemaxx en enestående chance for at se filmene, som Nolan ville ønske, man så dem.

»Jeg synes, at IMAX er det bedste filmformat, der nogensinde er skabt. Det er den gyldne standard, som enhver anden teknologi har skullet leve op til, men ingen efter min mening har gjort«, har instruktøren sagt til fagforbundet DGA.

‘The Dark Knight’ repræsenterede den første gang, en spillefilm – nærmere bestemt 72 minutter af den – blev lavet i det ultrarealistiske IMAX-format, hvor opløsningen er tårnhøj, og hvor billedet ikke vises i den ‘formaterede’ version, der normalt laves til biografernes widescreens, men i et format, der er tættere på det nærmest kvadratiske 4:3.

Christopher Nolan er en af de eneste filmskabere i verden, som nu optager store dele af alle sine film med IMAX-kameraer, hvilket ikke mindst skyldes, at det er vanvittigt dyrt.

Programmet for Cinemaxx’ IMAX-visninger af de fem Nolan-film ser ud som følger – det er premieredatoerne, der er angivet, og filmene vil kunne ses hver dag i to uger derefter.

8. juni: ‘Interstellar’
8. juni: ‘Inception’
25. juni: ‘Batman Begins’
25. juni: ‘The Dark Knight’
25. juni: ‘The Dark Knight Rises’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af